Det gør en forskel
88-årige Mogens Aasdal fra Jyllinge er igen blandt de lokale indsamlere til den store Røde Kors-landsindsamling
Når Røde Kors søndag 2. oktober stemmer dørklokker for at samle ind til den store landsindsamling, så er 88-årige Mogens Aasdal blandt de mange frivillige borgere, der trasker rundt med raslebøssen.
Sådan har det faktisk været i 25 år. De fleste indsamlinger har han gennemført i selskab med sin hustru og trofaste støtte Karen, men da Karen synes, at kræfterne svigter hende lidt, så må Mogens denne gang alene på indsamlingstur. En indsats, som i den grad bliver værdsat hos Gundsø Røde Kors.
"Det er dybt imponerende, og vi er meget taknemmelige for deres indsats. Karen og Mogens har altid givet sig god tid, og når optællingen blev foretaget, så havde de også samlet mest ind. Deres rekord ligger på lige godt 3.000 kr., og derudover har de positive oplevelser givet dem gode relationer til beboerne," siger Ole Hansen, indsamlingsansvarlig fra Røde Kors Gundsø.
For Mogens selv, så handler det om at hjælpe mennesker i nød.
"Jeg vil gerne være med til at hjælpe, for i sidste ende gør det en forskel," siger Mogens Aasdal.
Røde Kors oplyser, at man på landsplan stadig mangler indsamlere til den kommende indsamling.
Mad til ramte familier
"Det tager små tre timer at gå en indsamlerrute, og i gennemsnit kommer der 1000 kr. i hver indsamlingsbøsse. På få timer kan man samle penge nok til eksempelvis midlertidigt husly til to katastroferamte familier eller mad til tre katastroferamte familier i en måned," siger Ole Hansen.
Indsamlere fra blandt andet Gundsø-området og Egedal kan melde sig hele døgnet hos Røde Kors eller gennem den lokale Røde Kors afdeling på, www.rødekors.dk.