Fortsæt til indhold

Højgravid Aura: »Det her er det vildeste«

Aura Dione gav publikum en oplevelse – og Rosenholm Festival gav en oplevelse retur.

Kultur og byliv
Mogens Greve

Festival formand Omar Karsbek fremhæver momentet med Aura Dione som et af sine egne højdepunkter ved årets Rosenholm Festival.

»Jeg stod på scenen ude i siden, da Aura vendte sig mod mig og bad om en hånd,« fortæller Omar Karsbek.

Med hjælp fra Omar Karsbek trådte Aura ned fra scenen og kravlede over hegnet ud blandt publikum.

»Mens hun sang, satte hun sig ned sammen med dem omkring sig. At hun var højgravid gjorde det bare endnu mere specielt.« Sikkerhedsfolk kom til og stod i betryggende nærhed – og hjalp senere Aura tilbage over hegnet.

»Det her er det vildeste – I er det bedste publikum nogensinde,« lød det fra en glad og opstemt Aura.

Tilbage på scenen var hun ét stort smil og skulle lige ”finde sig selv” igen.

Andre end formanden

Finde sig selv igen er også, hvad Omar Karsbek lige skulle ovenpå et par forrygende festivaldage.

»Når Lokalavisen nu igen skriver om os, må du fortælle, at festivalen altså er mange andre end mig,« sagde han mandag eftermiddag på en bænk ved den næsten ryddede festivalplads.

»Se, nogle bestyrelsesmedlemmer går også og rydder op. Mange gør et fantastisk stykke arbejde, og uden de op mod 400 frivillige hjælpere kunne vi heller ikke gøre det.« At Hornslet bakker op om festen betyder også meget.

»Borgerne gør festivalen til byens fest og lever med, at der én weekend om året er fest og høj musik.«

Måske nyt rekordår

Det er endnu for tidligt at sige noget om økonomien, men Omar Karsbek har en god fornemmelse.

»Sidste års rekordår solgte vi cirka 9.000 liter fadøl, og det skulle ikke undre mig, om det i år er på den gode side af 10.000 liter.« Tæt pakket med mennesker på hele pladsen var der i hvert fald, da Sanne Salomonsen fredag aften åbnede festivalen.

Og inden Nicklas Sahl lørdag aften gik på scenen, strakte køen af unge sig fra indgangen og næsten hen til Kom-Bi.

»Vores musikgruppe er virkelig skrappe til at spotte gode navne til gode priser.«

Hjælperfest og generalforsamling

Politi, Natteravnene og SSP mødtes inden festivalen for at stemme de overordnede linjer af.

»Med så mange gæster kan småproblemer ikke undgås, men det har været et absolut minimum. Ikke mindst fordi SSP bare er gode til at spotte mulige problemer, inden de bliver til problemer.« Forude venter nu blandt andet hjælperfesten.

»I nogle af de magre år har det været nødvendigt med lidt egenbetaling, men i år er der udsigt til gratis hjælperfest.« Ved generalforsamlingen i oktober offentliggøres de endelige regnskabstal, og så er der er valg til bestyrelsen.

»Derefter mødes bestyrelsen for at konstituere sig og lave budget. Og så handler det om festivalen 2024.«