Fortsæt til indhold

Forfatter i Hinnerup klar med ny bog

Jørgen Børglum Larsen har digte, noveller og romaner på samvittigheden. Han er mest til den korte form.

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Uddannet teolog, har fungeret som præst flere steder, blev pensionist for to år siden. Og nu bor han på Udsigten i Hinnerup.

Hausgaard og Hjørring

Jørgen Børglum Larsen stammer oprindeligt fra Hjørring. ”Jeg er nok lidt nordjysk i det. Jeg er vild med Niels Hausgaard. Det skal ikke gå for hurtigt,” lyder hans egen karakteristik.

Allerede i skolen blev det til skriverier. I gymnasiet vandt han en novellekonkurrence i Jyllands Posten. Det gav et skulderklap. ”Og min dansklærer fik et andet syn på mig!”
Derefter er det gået slag i slag. Han er mest til den korte form. Men novellerne har det svært. F.eks. bruger DR ikke oplæsning af noveller længere.
Sidst på måneden udkommer hans næste bog med titlen ”Alt er jeg blevet”. Den består af en halv snes historier og en ”kort roman”. Den sidste på 70 sider. Hele bogen på 180 sider.

Jørgen Børglum Larsen er i gang med at samle materiale til sin næste bog.

Skyld og skam

Historierne tager vigtige etiske dilemmaer op. F.eks. skyld og skam. Og det at finde en mening med det hele.

”Jeg er ikke ude på at skrive en afhandling om emnerne. Jeg vil fortælle. Derfor har mine historier personer, der kommer ud for de forskellige dilemmaer. Mennesker af kød og blod. Undertiden kan historierne endda få en vis spænding. Ikke at jeg vil konkurrere med krimierne. Mine historier er nok bygget op omvendt. Jeg kunne på side 1 afsløre, hvem der er morderen og så bruge resten af historien til at forklare, hvorfor han var blevet det,” fortæller Jørgen Børglum.

På skuldrene af hinanden

Personerne, som han lader optræde i historierne, får han inspiration til mange steder fra. På gaden, på tv, film, i en drøm eller i de mange bøger, han selv læser. ”Det lyder ikke så godt at siger, at vi stjæler fra hinanden. Hellere at vi bliver inspireret af hinanden. Står på skuldrene af hinanden,” fortæller forfatteren, der er vant til at bruge øjnene, hvor han kommer frem.

To verdener

Et tema, han behandler, er fordomme. ”Vi har fordomme, som kan være svære at håndtere. I en af mine historier er der en person i et mindre landsbysamfund, der bruger hele sin tid til at sidde foran sin computer. Folk omkring ham stempler ham som mærkelig. Men der er ikke noget i vejen for, at han kan have en spændende indre verden. Vi har ikke kun det ydre. Det vi alle sammen kan se.”

Små sedler

Arbejdsmetoden er den, at Jørgen Børglum hele tiden har noget i gang. Der bliver flere og flere små sedler med stikord og indfald, og på et tidspunkt bliver nogle af dem samlet til en historie. Mange bliver også smidt væk. De dur ikke. ”Hvis jeg selv keder mig, når jeg skriver, så vil læserne jo også gøre det,” mener han.
Hen over sommeren er stakken af sedler vokset, så ....?