Kastberg udstiller på biblioteket
Bente Kastberg har tegnet og malet lige så længe, hun kan huske. Først var det i mange år realistisk portrætmaleri, landskaber og opstillinger, oftest med blomstermotiver, som stadig går igen i mange af hendes billeder. I de senere år har hun bevæget sig i retning af det mere stiliserede og farvemæssigt abstrakte, men altid med et motivisk link til virkeligheden. Bente maler mest med akryl på lærred, men arbejder for tiden med papircollage, hvor hun splitter naturlige former og fundne motiver op i mindre flader og separate farvetoner, og hvor bestræbelsen går ud på at få ”brikkerne” til at danne en æstetisk helhed både kompositorisk, formmæssigt og farvemæssigt.
”Jeg ser motiviske og udtryksmæssige muligheder alle vegne og bruger en stor del af min fritid på museumsbesøg, hvor jeg lader mig inspirere af gamle såvel som nye udtryksformer. Jeg føler mig nærmest ”høj”, når jeg ser på kunst,” fortæller Bente Kastberg.
Bente Kastberg er oprindeligt billedkunstlærer og har uddannelse fra bl.a. Ulrik Hoffs tegne- og maleskole i Charlottenlund.
Udstillingen kan ses fra mandag den 3. til fredag den 28. oktober på Hammel Bibliotek.