'Elementarpartikler' af Michel Houellebecq

Michel Houellebecq er formentlig Frankrigs mest berømte og berygtede forfatter lige nu. Hans seneste roman, 'Underkastelse', der skildrer et Frankrig i år 2022, der har valgt en repræsentant fra Det Muslimske Broderskab som præsident, er både blevet prist i høje toner for sit mod og kompromisløshed og fordømt som fordummende populisme.
Men som altid med skandalebøger forsimples debatten. 'Underkastelse' handler om meget mere end islam i Frankrig. Især behandles en af Houellebecqs evige temaer, nemlig det moderne menneskes følelse af tomhed og ensomhed, indgående, også i denne roman.
Imidlertid kan man starte et andet sted, hvis man er ny Houellebecq-læser, nemlig med romanen 'Elementarpartikler' fra 1998, som forlaget Rosinante netop nu har genudgivet. Også her tematiseres følelsen af meningsløshed, dog gennem to karakterer, halvbrødrene Michel og Bruno.
Michel er forsker i molekylærbiologi og er kommet på sporet af, hvordan man kan udvikle en ny mennesketype, der er udødelig. Michel lever et stille liv uden passion eller følelser helliget sit arbejde.
Bruno er gymnasielærer og underviser i litteratur. I modsætning til Michel kompenserer han for sit livs kedsomhed ved konstant at jagte nye seksuelle oplevelser. På et ophold på en sommerlejr for new-age-inspirerede 68'ere møder han dog en kvinde, der giver ham håbet om fremtidig lykke og meningsfylde tilbage.
'Elementarpartikler' er en bog, der handler om det moderne menneskes problematiske forhold til det faktum, at vi skal dø. Med Guds død er også håbet om et efterliv forduftet, og døden er den endelige afslutning. Kombineret med et samfund, der hylder individet frem for fællesskabet, og har gjort både de sociale, økonomiske og seksuelle områder af tilværelsen til en konkurrence, er det svært for de to brødre at finde glæde og fylde i deres liv.
Bruno og Michel deler mor, men ikke fædre. De deler også hadet til deres mor, der i frigørelsens ånd i 1960'erne ikke havde overskud eller lyst til at tage sig af nogen børn og derfor overlod det til andre.
Houellebecqs skrivning er overlegen i dette brag af en bog. Uproblematisk fletter han fiktion, essayistik, kulturkritik og videnskabelige redegørelser ind i hinanden og skaber en sprængfarlig cocktail, der både er sindsoprivende fiktion og en sortsynet nekrolog over det civiliserede, kulturelle, europæiske menneske.