Fortsæt til indhold

Signe er rørt og helt forpustet

Idémanden bag Hej Nabo er imponeret over, hvad der er blevet ydet i Hej Nabo-projektet

Kultur og byliv
Erling Baastrup

Signe Bisgaard, der sammen med Søren Hougård Nielsen og musiker Palle Hjort har stået for at strikke projektet sammen, er ovenud begejstret:
”Folk har bare været klar til noget nyt! Jeg elsker, hvordan Billedskolen i Hinnerup har leveret tegninger til Frijsenborg Efterskole, som har lavet dem til små poetiske film, som Favrskov Musikskole har lagt musik til - og så bliver det hele præsenteret ved den store koncert torsdag aften.”

Kommer langt omkring

Der er gang i så meget, at Signe Bisgaard bliver helt forpustet ved tanken:
“Der er jo små samarbejder overalt, og folk har lagt et kæmpe stykke arbejde i det her. Jeg bliver helt rørt over at så mange gerne vil fællesskabet og involverer sig i at skabe noget for andre.
Med projektet får vi musik ud på plejehjem, i børnehaver, til flygtningefamilier, på skoler og ungdomsuddannelser, og også til helt almindelige dagligdags-steder som i Brugsen eller toget.”

450 børn synger sammen

”Med nogle af de større samarbejder, er det lykkedes at få Spil Dansk og Aarhus Jazz Orchestra til at gå med i projektet.
Et resultat heraf er, at det er lykkedes at samle alle skolerne i Hinnerup og omegn til Favrskovs Største Børnekor, hvor 450 børn synger og giver den gas sammen med den top-swingende rytmegruppe fra orkesteret. Og at få nogle af de bedste danske musikere til at akkompagnere fællessang i Thorsø, hvor Tungelundskolen har fællessang på plejecenteret,” siger Signe Bisgaard.

Hinnerup-sangerinde

Signe Bisgaard har komponeret ny musik til den store koncert:
”Jeg har inviteret Katrine Stochholm til at synge et af mine numre ved Hej Nabo-koncerten. Hun er fra Hinnerup og var i sine teenage-år en vigtig del af det ret sprudlende musikliv deromkring, bl.a. sammen med sine brødre Anders og Søren.
Sammen med Anders spillede hun bl.a. i bandet Under Byen, som hun var med til at starte,” fortæller Signe fra Amsterdams lufthavn, da hun er på vej hjem fra Shanghai
Kompositionen hedder Alley In The Rain og tager udgangspunkt i et kinesisk digt fra 1928.
Digtet handler om en ung kvinde, der går i regnen - og det var meget progressivt og moderne på den tid. Forfatteren anses for at være en kinesisk pendant til Hemingway (og er oversat til engelsk).