"Jeg vil måske bare gerne glæde nogle børn"

Det kan godt være, du kan tage Cirkeline væk fra hendes mor. Det var lidt det, der skete, da Jannik Hastrup i de politiske 70'ere lavede en tegnefilm med Cirkeline i New York, hvor hun rendte ind i Black Panthers. Skrap kost, også for skrap for DR, der ikke ville vise filmen.
Men du kan ikke tage hendes mor væk fra Cirkeline. I hvert fald ikke, når du sidder over for Hanne Hastrup i lejligheden på Lille Strandvej. For hun er Cirkeline. En elskelig lille alf, der ikke slår ud med armene. Men som gerne vil skabe retfærdighed og balance i universet.
Jeg starter med at spørge Cirkelines mor, hvorfor der er gået fem år, siden vi sidst hørte fra Cirkeline. Hanne Hastrup smiler, nærmest forlegent. Hun kigger ud af vinduet i det, der både er hendes sove- og arbejdsværelse. Ordene kommer som små bestillinger fra et andet sted.
"Jeg forstår det faktisk ikke, for jeg synes ikke, det er så længe siden, jeg sidst arbejdede."
Hun ligner en, der oprigtigt ikke forstår, hvor timerne, ugerne og månederne bliver af.
"Jeg går til fransk hver tirsdag, og så maler jeg olie på lærred hver onsdag..."
Må jeg se, hvad du maler? Måske vil jeg købe et af dem, for jeg har en stor hvid væg i mit køkken, hvor der mangler et billede...
"Du må gerne se dem, men jeg maler dem ikke så store, for der skal jo være plads til dem her i lejligheden."

Fortalte eventyr

Hanne Hastrups mor døde i 1945, da Hanne var fem år gammel. Moren døde af en blodprop på hospitalet et par dage efter, hun havde født Hannes lillesøster Inge.
Hanne blev skilt fra sin søster og sendt hjem til sin farmor og farfar for at bo. "Din mor er ude at rejse", lød beskeden til den femårige pige, der blev afskåret fra sin mors familie på Lolland. Af grunde, hun den dag i dag ikke kender.
"Min farmor var overhovedet, det var hende, der bestemte det. Og man stiller sig jo ikke op som femårig og siger 'jeg vil se min mors familie'," fortæller Hanne Hastrup.
Efter et par år fandt hendes far en ny kone, og både Hanne og Inge kom hjem for at bo sammen med dem i Skovshoved.
Men ægteskabet og den familiære lykke holdt kun en kort årrække. Da faren blev skilt fra sin betydeligt yngre kone, blev Hanne sendt på Nødebo Kostskole. Hun var 11 år.
På kostskolen var der både skilsmissebørn og børnehjemsbørn, og den 11-årige pige så mange triste skæbner. Skolen lå lige ved Esrum Sø, så Hanne gik tit ture i naturen, mens hun fortalte eventyr til de mindre og jævnaldrende piger. Det var ikke en ny disciplin for hende.
"Allerede da jeg var et sted mellem syv og ni år, når jeg blev lagt i seng om aftenen, og når lyset skulle slukkes, så fandt jeg på at fortælle mig selv små fortløbende historier om små alfer. Jeg kan ikke huske, hvordan de kom til mig, men de boede i små tændstikæsker i min bogreol. Når jeg vaskede op eller pudsede sko, så jeg også tit væsner for mig. Jeg skammede mig ikke over det, men jeg fortalte det heller ikke rigtigt til nogen. Det var bare nogle fantasivæsner, som jeg legede med."
Hanne Hastrup mindes sin tid på Nødebo Kostskole med stor glæde. Det var faktisk den lykkeligste tid i hendes barndom.
"Det var et rart, dejligt sted, men der var et evigt savn blandt alle børnene. Vi var så meget i samme båd, at vi trøstede hinanden. De blev mine søskende."
Er du bitter på din far over, at han sendte dig væk?
"Næh, jeg har aldrig været bitter. Det var en anden tid, hvor mænd ikke kunne overskue at tage sig af deres børn alene. Han arbejdede fuld tid sammen med sin mor og tvillingebror i Engelsk Herremagasin lige over for Magasin."
Det må have været hårdt at blive rykket op ved roden to gange?
"Der var ingen af os, der havde det specielt godt på kostskolen. Vi var jo alle sammen ensomme og fulde af savn... måske er det derfor, at mit hjerte altid bløder for dem, der har det dårligt."

Kedede sig på skole

Som 15-årig flyttede Hanne Hastrup tilbage sin farmor. Hendes store drøm var at blive billedkunstner. Hun ville ind på Kunstakademiet, men havnede i stedet på Kunstindustriskolen for kvinder.
Efter et par år på skolen blev eleverne delt op i forskellige retninger. De fleste ville være reklametegnere, og der havnede Hanne også. Hun kedede sig grusomt.
"Jeg lavede kruseduller, når jeg kedede mig. Det var den måde, Cirkeline lige pludselig kom til verden. Så tog jeg hende med hjem og byggede videre på hende. Hun begyndte at rydde op i mine potteplanter og i blyantkasserne."
Da Hanne Hastrup var 18 år, inviterede hun en ung fyr, hun lige havde mødt, på te hjemme hos sin farmor. Da Jannik, som den unge mand hed, ringede på døren, var det farmoren, der åbnede. Hun smækkede døren i. Herrebesøg var ikke tilladt på pigeværelset.
"Det ville jeg ikke finde mig i, så jeg flyttede direkte fra min farmor og sammen med Jannik. Vi fik et billigt kælderværelse i Lyngby. Jannik var i lære og tjente ingen penge, jeg gik på skole og tjente heller ingen penge, så det eneste, vi havde at leve for, var de penge, Jannik tjente på at give trompetundervisning til børnene i huset."
Det unge par var så fattige, at Hanne ikke havde råd til togbilletten ind til København, så hun stoppede på Kunstindustriskolen. I de næste mange år lå Cirkeline i skuffen og ventede.

Invasion af mus

Pengene blev flere, da Jannik Hastrup mødte Flemming Quist Møller på Bent Barfod Film og begyndte at lave tegnefilm. Jannik og Hanne flyttede til Karlebo og fik døtrene Nanette og Majbritt sammen.
"Vi havde en masse mus i huset. Vi nænnede ikke at bruge musefælder, så det endte med en invasion. Det var der, Frederik og Ingolf kom til mig. Jeg fik den idé at bruge mine døtres karaktertræk. Frederik var Nanette, og Ingolf var Majbritt. Ingolf bliver jo lidt kuet, men kan godt klare sig alligevel. Tit er han jo faktisk den fiffige. Jordrotterne var min far og hans tvillingebror. Jeg tog tit ting, de sagde og brugte det ordret. Det, syntes de vist, var sjovt, jeg tror faktisk, de var lidt beærede," griner Hanne Hastrup, der fik et tilbud om at lave en bog hos Reitzels Forlag, der ellers ikke udgav børnebøger.
Den første bog om Cirkeline udkom i 1969, året hvor hun også blev skilt fra Jannik Hastrup. Hun har siden i sit andet ægteskab fået datteren Sidse.
Hvor får du dine historier om Cirkeline og vennerne fra?
"De er så levende for mig, jeg har et helt univers inde i hovedet, så det er meget nemt at gå til. Jeg skal ikke finde på noget nyt. Cirkeline har været den samme gennem alle årene. Alfer har en ældgammel sjæl, den er uforanderlig."
Gennem snart 50 år er det blevet til en lang række af bøger og filmmanuskripter om Cirkeline, men det er faktisk først i de senere år, at Hanne Hastrup er begyndt at kunne leve af serien.
"Der var en dejlig årlig biblioteksafgift, men det er aldrig væltet ind med penge," smiler hun.
Derfor har hun også gennem årene arbejdet en del på sin eksmands tegneværksted, hvor hun blandt meget andet har været med til at lave 'Samson og Sally' og 'Strit og Stumme'.
Når man læser Cirkeline-bøgerne og ser filmene, virker det som om, at der lige under overfladen er en eller anden form for social indignation. Er der det?
"Jeg har ikke lavet bøgerne for at føre mig frem. Jeg vil måske bare gerne glæde nogle børn... men jeg vil gerne have, at børn er søde ved hinanden. Jeg kan slet ikke forstå den ondskabsfulde mobning, man ser i dag. Sådan var det slet ikke på kostskolen."
Hvad kan gøre dig rigtigt harm?
"Nu er jeg meget sjældent harm..."
Efter en lang tænkepause kalder Hanne på sin gamle ven Steen, som hun har kendt siden kostskolen, og som er på besøg i øjeblikket.
"Steen, hvad kan gøre mig harm?"
"Du er aldrig harm... Jo, Donald Trump kan gøre dig harm," lyder det smågrinende ovre fra døråbningen.
"Ja, det er rigtigt," griner Hanne Hastrup.
Og så - efter en ny lang tænkepause - svarer hun:
"Jeg vil gerne indprente Cirkeline nogle gode egenskaber. Hun sørger for, at der er retfærdigt i verden. Der skal være balance i tingene. Det er virkelig noget, jeg føler meget for."
Men Hanne Hastrup har aldrig været rødstrømpe eller politisk aktiv.
"Jeg vil hellere operere i det stille. Jeg er ikke den, der stiller mig op og udlægger teksten for andre."
Hun er til gengæld den, der altid bliver glad og taknemlig, når hun møder mennesker for hvem Cirkeline og hendes farverige univers virkelig har betydet noget.
"'Neeeeej, er du Cirkelines mor', siger de altid. Og så bliver de ofte helt rørstrømske," smiler Hanne Hastrup. Og tilføjer:
"Jeg bliver aldrig træt af hende. Hun er en meget stor del af mig selv".
'Cirkelines museskole', som det seneste værk hedder, udkom 7. oktober på forlaget Høst & Søn.