Den danske Blues-top stikker op i Røgen
Nu gør Røgen Forsamlingshus det igen: Musikalske topnavne på besøg
En blues-turné med toppen af bluesmusikken har valgt at lægge Røgen Forsamlingshus som et af de første spillesteder. Siden bookingen har det strømmet ind med udmærkelser.
I Danish Music Award gik ”Årets danske Bluesudgivelse” og ”Årets danske Bluesnavn” til netop de to, der med band kommer til Røgen 19. november.
Det drejer sig om Big Creek Slim og Miriam Mandipira.
Hjemme igen
Han blev kåret til årets bluesnavn i forbindelse med Copenhagen Blues Festival 2015, og hans album: ”Keep my Belly Full” blev i år kåret som ”Årets danske bluesudgivelse”. Efter at have rejst i bl.a. USA og Brasilien og undervejs udgivet to plader har Big Creek Slim nu atter indstillet sigtet mod Danmark.
Dansker fra Zimbabwe
Sangeren Miriam Mandipira er født i Zimbabwe, men er nu blevet udråbt til at være Danmarks nye store blues- jazz- & gospelsangerinde. Hun blev i år kåret som ”Årets danske bluesnavn”. Hun er inspireret af blandt andre Ella Fitzgerald, Etta James, Bessie Smith og Aretha Franklin. Miriam er kendt for sin udadvendte optræden og forrygende stemme.