Pengene danser til naboerne
”Dans Din Nabo” i Skjød har fået 340.000 kroner. Ikke så lidt til et projekt til en million kroner
Det er fra Landdistriktspuljen under Erhvervsstyrelsen, der har haft pungen oppe.
Drømmene realiseres
Hanne Wind-Larsen, Skjøds repræsentant i Landsbyrådet i Favrskov Kommune, er med i arbejdsgruppen for ”Dans din Nabo” og er meget begejstret for den gode nyhed fra Landdistriktspuljen.
Støtten betyder, at vi nu får et overflødighedshorn af en kulturel oplevelse. De 340.000 kr. udgør næsten en tredjedel af budgettet for hele projektet, og derfor kan vi nu gennemføre det, som vi havde drømt om. ”Dans din Nabo” er med til at gentænke Skjød og gøre den til en kulturlandsby,” siger Hanne Wind-Larsen.
Lær din nabo at kende
Formålet med ”Dans din nabo” er blandt andet at skabe muligheder for at lære naboer i bred forstand)at kende på en ny måde.
Den internationale kunstnergruppe hello!earth er med i en række workshops med indbyggerne i Skjød og omegn, og her bliver kunst og kultur brugt til at udvikle sammenholdet i landsbyen og til at skabe en folkefest, hvor alle kan være med.
Det hele kulminerer 22. september-5. oktober 2017, hvor alle kan møde op og være med til forestillingerne.