Seebach-musical bliver landets første "biografi-musical"
For første gang skal en musical handle om komponisternes liv
Når publikum til september 2017 oplever, Fredericia Teaters store produktion af 'Seebach', kommer de til at opleve en genre, der ikke tidligere er set på danske musicalscener, fortæller teaterchef Søren Møller.
Forestillingen er hverken en teaterkoncert eller en såkaldt jukebox-musical. Den er nærmere en "biografi-musical", hvor forestillingens komponister indtager hovedrollerne i fortællingen. Altså en musical, der handler om de mennesker, der har skrevet musikken.
I Shubidua-musicalen skabte Fredericia Teater en fortælling om en fiktiv person, Mick. Nogle så ham som en ung Michael Bundesen, men figuren var opdigtet. I 'Seebach' bliver det anderledes: Tommy og Rasmus Seebach vil blive portrætteret i forestillingen, der handler om dem og deres familie.
”Sikke en gave og ære det er, endnu en gang, at få lov til at fortælle om den danske kulturarv. Vi glæder os helt vildt til og over den mulighed, vi her har fået. Seebach-historien er vores alle sammens og giver os samtidig lejlighed til at spejle os selv som mennesker og samfund. Det bliver et overflødighedshorn af en forestilling. En følelsesmæssig roller coaster-tur i teatret for hele familien," siger Søren Møller.
Rasmus Seebach blev kontaktet af Fredericia Teater vedrørende musicalen, og både han og resten af familien glæder sig til at se det færdige værk på scenen.