Ny gratis tv-kanal med musikvideoer fra årets kunstnere på Smukfest
Ny tv-kanal viser musikvideoer, dokumentarer og koncertoptagelser fra festivalen i Bøgeskoven i Skanderborg.
Der er endnu et stykke tid til årets Smukfest starter, men nu kan man dykke ned i et katalog af musikvideoer fra de kunstnere, der i år optræder på festivalen. Det sker på den midlertidige kanal MTVxSMUKFEST, som Pluto TV har lanceret i samarbejde med Smukfest.
Står man uden billet, kan man, hvis man altså gerne vil deltage i Smukfest, også være heldig at vinde billetter til den udsolgte festival på de sociale medier, Pluto TV råder over.
Tv-kanalen vil døgnet vise rundt vise musikvideoer med de optrædende på årets Smukfest 2023, og Smukfest kan desuden sende eget materiale fra tidligere festivaler på kanalen, fx koncerter. Al reklameplads disponerer Smukfest over.
”Hos Smukfest taler vi meget om fællesskab og hele oplevelsen, men musikken ér central. Og med MTVxSmukfest får vi muligheden for at være relevante og tilgængelige for vores publikum i en længere periode end selve festivalen varer. Den nye MTVxSmukfest-kanal bliver rigtig fed for alle dem, der går hjemme og gør klar til at komme på festival,” siger kommerciel direktør for Smukfest, Kasper Sandfeldt Bjergbæk, i en pressemeddelelse.
Den nye tv-kanal sender til og med ugen efter afslutningen på årets Smukfest.
For at se den nye tv-kanal, skal man downloade appen Pluto TV eller besøge Pluto TV via sin pc, tablet eller mobiltelefon. Hvis man vil se kanalen på sit tv, skal man benytte Chromecast. Det er ikke nødvendigt at oprette sig eller bruge login.