Fødselsdag i Skovtrolden med auktion og lege
Genbrugsbutikken og mødestedet Skovtrolden Secondhand har fødselsdag 1. maj
Det er fire år siden, at Joan Borroe stiftede en gruppe på Facebook med det formål at hjælpe udsatte mennesker i Norddjurs. Det blev til Skovtrolden Secondhand, der både er genbrugsbutik og også fungerer som mødested for blandt andet mødregrupper.
Søndag 1. maj klokken 10 – 16 fejres fire års fødselsdagen. Der er aktiviteter som sækkeløb, fiskedam, tip en 13'ner, auktion over donerede nye ting, og der er forfriskninger til både børn og voksne.
Drives af frivillige
Alt overskud fra butikken går til søsterforeningen Familiehjælpen. Butikken drives udelukkende af frivillige. Der lægges vægt på at børn er meget velkomne i butikken, ligesom mødregrupper kan mødes i ”dagligstuen”, hvor der er alle nødvendige faciliteter, der har med amning og pasning af småbørn at gøre.
Uden for er der også en hyggekrog. Her er en overdækket sandkasse, stor parasol og børnesikret låge, børnevenlige bærbuske, samt et suttetræ.
Som noget nyt kan voksne nu også få hjælp i form af tøj i Skovtrolden, ligesom man kan komme ind og låne konfirmationskjolen hvis budgettet er trangt.