Søften Marked vokser
Søften Markedsdag 11. juni udvider med spændende nyheder, flere udstillere og politikere som sidste år.
Markedsdagen foregår på engen i Søften lørdag 11. juni mellem 11 og 16. Mange sørger for, at der kan købes godt til ganen, og som i 2015 kommer Hinnerup Havekreds også forbi. Her kan man få gode råd omkring planter til haven, men man har også mulighed for at købe planter og bytte med andre haveinteresserede. Røde Kors og Kirkens Korshær kommer også forbi.
Kunst af flere slags
For de kunstinteresserede lægger Poul Aage Fogde vejen forbi med egne værker, og der vil også være mulighed for at købe kunst fra Kenya. Tøj, glas, gaveartikler og keramik sælges.
Alfredo og legetøj
Klovnen Alfredo kommer forbi og underholder, og hvis ungerne gerne vil af med det gamle legetøj, så kan poderne få deres egen stand at sælge fra.
Musik og Politik
Fra scenen vil der dagen igennem være taler, musik og underholdning. Den tidligere skoleder for Præstemarkskolen, Flemming Sørensen lægger ud klokken 11, hvorefter messingblæserne fra Præstemarkskolen, talenter fra Søften Fritidscenter og musikalske indslag fra Love Birds sørger for underholdningen fra scenen resten af eftermiddagen.
Seks lokale politikere stiller også op til en snak, men hvis du er mere til dans, så kig forbi forsamlingshuset, hvor der i dagens anledning er danseopvisning og danse workshop.