Assad-rollen skal nok besættes af en anden
Om Nikolaj Lie Kaas stadig skal spille Carl Mørck er ikke afgjort, men ifølge Jussi Adler-Olsen, så er Fares Fares færdig i rollen som Assad
Det er ikke kun bag kameraerne, der bliver lavet en større udskiftning, når Nordisk Film overtager filmrettighederne for resten af Afdeling Q-bøgerne fra Zentropa, det bliver også foran kameraet. Hvor det endnu ikke står klart, om Nikolaj Lie Kaas skal fortsætte som Carl Mørck, så er Jussi Adler-Olsen helt klar i mælet om, at den svenske skuespiller Fares Fares ikke skal fortsætte i rollen som Assad.
"Med hensyn til castingen ved jeg ikke noget. Det bestemmer Nordisk Film, men jeg bliver taget med på råd. Jeg ved ikke, om Nikolaj Lie Kaas fortsætter, men Assad-rollen skal nok besættes af en anden. Zentropa havde lovet, at Fares Fares ville tale perfekt dansk efter tre måneder, men det er ikke sket, og det er nødvendigt. Alene i hans fortalelser og underfundighed, så skal han kunne bedre dansk. Han bliver for endimensionel," siger Jussi Adler-Olsen til Allerød Nyt, der også har en kommentar til castingen i den nyeste film.
"I Flaskepost fra P brugte man en norsk skuespiller til en karakter, der skulle være helt anonym," siger Jussi Adler-Olsen.
Jussi Adler-Olsen har i forvejen et samarbejde med Nordisk Film om at filmatisere Alfabethuset, og nu skal e også filmatisere de sidste seks bøger i Afdeling Q-serien.
"Der er tætte relationer mellem Nordisk Film og mig. Det er en af den type selskaber, hvor der er gamle traditioner, og traditioner for samarbejde. Hos Zentropa har de Peter Aalbæk frit flyvende," siger forfatteren, der glæder sig til det øgede samarbejde med Nordisk Film.
"Jeg har en stærk fornemmelse af, at Nordisk Film vil fortælle historien bedre end Zentropa har gjort. Afdeling Q har en masse underliggende historier med hemmeligheder, og det har Zentropa ikke ønsket at fortælle," siger Jussi Adler-Olsen og fortsætter:
"Jeg ønsker den rigtige historie fortalt. Zentropa ignorerede fakta. De vidste godt, at jeg ville fortælle en udviklingshistorie, men det ville de ikke. Zentropa har ikke været på den historie, som der er i bøgerne."
De første tre film har været set af mange mennesker, men anmeldelserne har aldrig været helt oppe at ringe.
"Det ville have glædet mig, hvis filmene havde fået seks stjerner, men de har fået fire. Zentropa kalder filmene fantastiske, men det er fire-stjerners film. De kunne have fået flere stjerner ved at gå mere i dybden med historien og ikke behandle den så overfladisk," siger forfatteren, der ikke mener, at Zentropa har begrænsinger i sine muligheder.
"Zentropa laver fantastiske film - det er også derfor, jeg valgte dem. De har ikke levet op til de forestillinger, jeg havde gjort. Jeg tror, at Zentropa kan alt, det er bare et spørgsmål om viljen til det," siger Jussi Adler-Olsen, der nu har lagt opgaven over til Nordisk Film.
"Nordisk Film skal prøve at gøre det, der er så vanskeligt. At får et litterært værk til at blive en spillefilm," siger forfatteren.