Fortsæt til indhold

Michelle Birkballe krænket på den kærligste måde af alle

Den tidligere Thorsager pige er aktuel med nyt album med ti dugfriske numre. For eksempel en sang om en bjergtagende og lidenskabelig kærlighedsoplevelse med en ung mand under en ferie i Tyrkiet.

Kultur og byliv

Michelle Birkballe er gået hen og rundet de 43.

En nu fuldmoden kvinde som bare vil musikken, og som har kæmpet for at kunne leve af den siden de unge år. En af rockens uundværlige arbejdsmænd.

Michelle Birkballe har levet af og for at spille rockmusik siden hun var 17 år og har slidt godt på landevejene og spillet i natværtshusenes dunkle kroge.

Det har givet både musikken og hende en rygrad. Musikken emmer af levet liv og nødvendighed.

Hun har taget den lange og hårde vej mod anerkendelsen, og det ved hun er den eneste måde at komme frem i denne ubarmhjertige branche på.

»Jeg hader X-Faktor og alle de hurtige og nemme løsninger. Man får ikke succes og berømmelse serveret på et sølvfad. Jeg bliver sur på de programmer,« har hun tidligere fnysende fortalt til Lokalavisen.

Michaelle Birkballe er old school og er stolt af det. Et pladecover som dette anno 2023 er et godt eksempel.

Hjem til Thorsager

På sit nye engelsksprogede album tager hun atter livets helt store spørgsmål og følelser under kærlig behandling i de 10 numre som har fået den samlede titel ’2023’.

Der er fortsat ikke så meget pis med Michelle Birkballe - det er 1-2-3, så kører vi, og der må danses til.

Michelle Birkballe har atter allieret sig med et fast hold, bl.a. tvillingbrødrene Jakob og Josef Baumgartner på henholdsvis guitar og keyboards.

The Baumgartners er oprindeligt fra Skive, men kom ind med firetoget til Aarhus for at danne gruppen Popfilter, der udgav et par plader, men bandet er tilsyneladende nu sat på pause.

Vi kommer bl.a. med en tur hjem til hendes fødegård mellem Thorsager og Mørke. Her bor hendes far fortsat.

Sangen ’Come along with me’ handler om Michelles yndlingssted på hjemegnen, nemlig mosen og hendes fars sø.

»Jeg er vokset op på en gård med haller fyldt med landbrugsmaskiner, og hvor min far driver sin maskinforretning og har gjort det de seneste 60 år. Der er lige så meget gang i værkstedet og fuld af liv i dag, som da jeg var lille. Min far har I en alder af snart 80 år, ikke tænkt sig at gå på pension foreløbigt, så det er dejligt at komme hjem til et sted, hvor alt er som det altid har været, og intet er forandret.«

»Traktorer har aldrig rigtigt sagt mig noget, men mosen har derimod altid virket dragende på mig, da den både var uhyggelig, farlig og spændende på én gang og så var og er den et fantastisk fristed. Ude i mosen ligger min fars sø. Den smukkeste sø, med bittesmå øer, man kan ro ud til. På en perfekt sommerdag er der svaner og guldsmede, og den eneste lyd er fuglesang, og endnu mere eventyrligt er det når mosekonen brygger. Jeg har aldrig skrevet en sang om min hjemegn før, men da guitaren var med i robåden en dag, kom sangen af sige selv- og naturligvis blev det en countrysang.«

Jeg er singlemor med fire børn, som jeg har med fire forskellige mænd, så der er en del logistik i mit liv.

Kærlig oplevelse i Tyrkiet

Man kommer også på tur i kærlighedens rutsjebane og et smut til både New York og Tyrkiet, hvor Michelle Birkballe, blev udsat for en kærlig omgang krænkelse af en ung mand, hvilket hun slet ikke havde noget imod - tværtimod.

»De seneste år har der været vilde diskussioner om krænkelser af kvinder, så det var lidt af en åbenbaring, da jeg på en rejse i Tyrkiet og tidligere på en rejse til Marokko lagde mærke til nogle ældre kvinder på min mors alder, som købte ”ekstra fornøjelser” af unge lokale mænd. Jeg var selv til, hvad jeg troede skulle være en ganske almindelig tyrkisk massage, og den her lækre unge tyrker var virkelig over grænserne. Det var fantastisk, og jeg fortrød ikke et øjeblik, at jeg ikke fik sagt fra. Jeg tog det som en ekstra rejseoplevelse.«

»Det fik mig efterfølgende til at lave sangen “He cares for me”. Den handler om en kvinde, som ikke er klar til børnebørn og livet som pensionist, men som stadig mangler kærlighed og lidenskab i sit liv, og derfor rejser sydpå for at få sig et eventyr. Man hører mest historien om gamle mænd og unge kvinder, men jeg har set med egne øjne, at det foregår lige så meget med kvinder, som køber fattige sydlandske unge mænd, og et sted i mig, kan jeg da godt forstå dem, jeg tænker, at jeg sagtens selv kunne finde på det engang - efter jeg er blevet 60, altså.«

Jeg var selv til, hvad jeg troede skulle være en ganske almindelig tyrkisk massage, og den her lækre unge tyrker var virkelig over grænserne. Det var fantastisk, og jeg fortrød ikke et øjeblik, at jeg ikke fik sagt fra.

Gider ikke fedtspille

At der stadig er fart på hos den aarhusianske musiker, vidner sangen ’Away’ om. Den er udsprunget af en rejse, som Birkballe købte til sig selv og sine tre sønner Gorm på 17, Sejr på 12 og Bjørn på 5 år. Foruden sønnerne har hun også datteren Asta på 19 år.

»Jeg havde totalt udlængsel, hvilket jeg ofte har, og havde i mange år drømt om at vise mine børn New York, og samtidig give dem en fed oplevelse. Og efter et møde i min bank hvor de hverken ville låne mig til det ene eller det andet, blev jeg skide fornærmet og tænkte, at de så ikke skulle tjene renter på mine pensionsopsparinger, så jeg opsagde hele molevitten, betalte 60 % i skat og brugte alle de resterende penge på otte dage i sus og dus i New York. Det var hele min pension værd. Det er ikke værd at spare op til senere i livet og til alderdommen, hvis senere aldrig kommer. Det er med at leve i nuet og udleve sine drømme nu.«

Som chef i sit eget arbejdsliv, og privatliv for den sags skyld, så kan der til tider være travlt i hjemmet i Risskov ved Aarhus, men tro nu ikke, at Michelle Birkballe er utjekket, ligner leverpostej og er fyldt med fis i kasketten. Tværtimod, har hun lært sig selv at tage ved lære, og derfor har hun valgt at have et liv, hvor hun selv kan være boss.

»Jeg er singlemor med fire børn, som jeg har med fire forskellige mænd, så der er en del logistik i mit liv. Jeg booker selv mine spillejobs, betaler det meste af albummet selv og udgiver albummet på mit eget selskab. Jeg er ikke under et bookingbureau, management, pladeselskab eller noget som helst andet, på den måde kan jeg sige ja og nej til det jeg vil og ikke vil, og ingen arbejder over eller under mig - udover bandet, som jeg i år har kendt i 25 år.«

Til efteråret tager hun på turne igen med bandet rundt i hele Danmark, og flere af numrene fra det helt nye album er selvfølgelig med på touren.