Fortsæt til indhold

Lokal kunstner udstiller sin kunst i Hinnerup

Henover sommeren har maleren John Sørensen en stor udstilling på Hinnerup Bibliotek.

Kultur og byliv
sra

John Sørensen er tidligere folkeskolelærer i Favrskov Kommune med hovedfag i billedkunst. Derudover har han deltaget i kursus på Århus Kunstakademi og på Ærø Kunsthøjskole.

Henover sommeren kan man opleve hans kunst i en stor udstilling i Uhresalen på Hinnerup Bibliotek.

Udstillingen drejer sig hovedsageligt om malerier i akryl- og oliemaling. De er så godt som alle malet inden for de sidste to år. Malerierne har genkendelige figurative motiver – nogle endda lokale. De er præget af en stor interesse for lysindfald, kontraster, felter eller flader.

Nogle motiver er bundet til nutidige eksistentielle livsvilkår - andre er mere tidsløse. Andre er præget af en vældig harmoni – men indeholder måske et lille strejf af uro. Andre igen er mere anmassende.

Desuden er der udstillet en del tegninger lavet med blyant, kul, oliekridt eller tusch. Tegningerne er meget naturalistiske og detaljeprægede. Det skønne er ofte gemt i detaljen. Det gør John sig meget umage for at få frem i sine tegninger.

John håber, at udstillingen vil vinde genklang i beskuerens sind i form af ro, forundring, frastødelse, glæde, genkendelse, vrede eller lignende.

Udstillingen kan ses i bibliotekets åbningstid og varer frem til udgangen af august.