Marie Carmen Koppel i InSide
En stor stemme vil fylde Store Sal i Hammels kulturhus InSide 6. februar
Hun kan få de små nakkehår til at rejse sig og bringe gåsehuden frem på armene, når hun med stor indlevelse og inderlighed løfter sin fantastiske stemme. Det er musikalitet på internationalt niveau. Danmarks souldronning er da også ofte blevet sammenlignet med sit erklærede idol; Whitney Houston.
Den 6. februar kl. 20 kan hun høres i Kulturhuset InSide i Hammel, hvor hun giver koncert smukt bakket op af pianisten Steen Rasmussen (tidligere Hammeldreng!) på keyboards, Dan Rasmussen på bas og Marco Diallo på trommer.
“Heal My wounded Heart” er Marie Carmen Koppels seneste album. Albummet er hendes friske start efter alvorlig sygdom, som næsten kostede hende livet. Heldigvis kom hun stærkt tilbage med et helstøbt og personligt album. Billetter de sædvanlige steder.