Naturvidenskab hitter på storskærm
Foredrag, som alle kan være med til, startede for en halv snes år siden i Aarhus, og nu er man ved at være med “ude på landet”.
Allerede i 2005 begyndte man fra den naturvidenskabelige side på Aarhus Universitet at gå nye veje. Det var ingen hemmelighed, at der skulle sættes ind for at få flere til at studere naturvidenskab.
Derfor skruede man nogle forelæsninger sammen, som var beregnet for alle. Det foregik i Søauditoriet ved universitetet. En stor spredning var der på tilhørerne med hensyn til køn, alder og forudsætninger.
Underholdende og sobert
”Kravet var dengang som nu, at det skal være underholdende, sobert og kunne opleves af alle uden hensyn til forudsætninger.” Det fortæller professor Mogens Nielsen, der bor i Hinnerup og som er tilknyttet Datalogisk Institut.
Vi mødes, fordi netop Hinnerup nu går med på bølgen med at vise foredragene uden for universitetet.
”Jeg har prøvet at holde et af de foredrag, der skal kunne forstås af alle. Det hed: ”IT, når det rykker”. Her var der eksempler på, hvordan grundforskningen pludselig kommer med uventede muligheder og redskaber. F.eks. om optimering af Google-søgninger.
Og det at vide, at man har et publikum på 800 mennesker, der sidder i auditoriet, kan godt give et kick,” fortæller Mogens Nielsen.
Ingen reklamekroner
Stille og roligt er populariteten vokset. Søauditoriets 800 pladser blev for lidt. Så måtte man holde samme forelæsning flere aftener. Og den voksende popularitet er sket uden en eneste reklame-krone.
Live-streaming
Det seneste, der nu har kørt et par år, er live-streaming. Det betyder, at man kan sende direkte fra forelæsningerne ud til f.eks. forsamlingshuse og biografer.
I Favrskov Kommune har vi kendskab til, at tilbuddet bliver brugt i bl.a. Vejerslev, Hammel, Skjoldelev og nu Hinnerup, hvor det foregår i Uhresalen.
”Jeg håber, at mange vil komme forbi og være med. Man kan købe kaffe, og så er der jo mulighed for at snakke lidt sammen bagefter om det, man har set,” fortæller Michael Møller Sørensen fra biblioteket i Hinnerup. Han er den lokale bagmand.
Første gang er torsdag 11. februar kl. 19-21: ”På rumkrydstogt ud i Solsystemet.”
Hvad de enkelte steder rundt omkring viser hvornår på storskærme, kan man finde på diverse hjemmesider.