Terrorister eller nationale helte?
Modstandsbevægelsen kommer under lup af historiker Andreas Skov
Op til dagen for Danmarks besættelse mindes Hørsholm Bibliotek dage med et spændende foredrag af historiker og forfatter Andreas Skov.
Torsdag den 7. april kl. 18-20 i Lilletrommen vil han stille skarpt på modstandsbevægelsens opståen og udvikling set i lyset af den generelle udvikling under besættelsen, skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
En udvikling, der groft sagt gik fra alsang i provinsbyernes parker i 1940 til borgerkrigslignende tilstande i de største byer i 1945.
Hvem var modstandsfolkene? Hvordan var modstandsbevægelsen organiseret? Hvad karakteriserede den danske modstandskamp?
Det er nogle af de centrale spørgsmål, der vil blive belyst.
Bombesprængninger mod virksomheder, våbenmodtagelser på plørede marker om natten, nervepirrende jernbanesabotager i Jylland og likvideringer i København ved højlys dag. Historien om modstandsbevægelsen er ofte dramatisk.
Da Tyskland kapitulerede den 5. maj 1945 fremstod de danske modstandsfolk – eller frihedskæmperne, som man kaldte dem – som nationale helte.
Men blot få år tidligere havde fremtrædende politikere omtalt modstandsfolkene som terrorister – og i den brede befolkning var der bred opbakning til samarbejdspolitikken. Hvad havde ændret sig?
Billetter koster 50 kroner og kan købes via bibliotekets hjemmeside.
timm