Fortsæt til indhold

SmukBy er tilbage: »Jo mere man deltager, jo sjovere bliver det for alle andre«

Kultur og byliv

Under årets udgave af Smukfest er det ikke kun i skoven, der er fest og farver.

Igen i år forvandles Skanderborg by nemlig til et strålende slaraffenland.

Det sker når konceptet Smukby endnu engang vender tilbage.

»Smukby er jo på sin vis en forlængelse af Smukfest. Det er to forskellige ting, men man kan sige, at vi trækker Smukfest lidt op i byen ved at lave nogle forskellige events heroppe,« fortæller formanden for Skanderborg Cityforening og ejer af Chokoladefabrikken, Jens Juhl.

I løbet af fire dage bliver Adelgade pyntet op og fyldt med foodtrucks, loungemøbler og masser af underholdning.

Formålet er at vise byen fra en anden side.

»Tanken bag det her er i bund og grund, at der er rigtig mange mennesker, der kører ned til Slotskirken for at læsse nogle folk af. De skal jo igennem byen på vejen tilbage. Håbet er så, at folk ser de mange sjove ting, vi laver her og så får lyst til at deltage.«

For andet år i træk inddeles Adelgade i fem forskellige zoner, og hver zone har sit helt eget udtryk.

Hver sin farve

Smukby er et samarbejde mellem byens detailhandler og kulturinstitutioner. For at skabe mere sammenhæng på den lange Adelgade, bliver byen delt op i fem zoner: orange, blå, rød, gul og grøn.

»Hver farve eller hver zone laver så et lille program med arrangementer, underholdning og lignende. Vi pynter byen lidt skævt og lidt underligt og sådan noget. Byen er jo stadigvæk levende selvom der er festival. Og alle de mennesker, der ikke skal derned, dem laver vi så noget for her.«

De gæster der besøgte byen under sidste års Smukfest, vil måske huske den farveopdelte bymidte. Inddelingen er den samme igen i år. Denne gang er der bare skruet lidt mere op for det hele.

»Det starter lidt i det små, og så vokser vi hvert år. Det er ikke et kæmpe stort program, vi præsenterer. For meningen er jo, at det er en hverdag her i byen. Det er en ganske almindelig åbning, det er en ganske almindelig by. Så har vi bare skruet ekstra op for det hele.«

Hver sin legekammerat

Hver zone har sin egen kulturelle legekammerat.

Gul zone arbejder sammen med Skanderborg Sogn. Rød zone arbejder sammen med Kulturskolen. Orange zone og Skanderborg museum arbejder sammen. Blå zone arbejder sammen med Skønnest ved Skanderborg og grøn zone arbejder sammen med Skanderborg bibliotek og Kulturhuset.

»På den måde bliver det også flere små events og små arrangementer man vil opleve. Der er rigtig mange aktører i det her, som man ikke må glemme, og det kan man jo nemt midt i et kæmpe arrangement som Smukfest og Smukby. Men allesammen spiller jo en stor rolle.«

Den store opgave for byens detailhandler og kulturinstitutioner er derfor at løfte i flok og sørge for at gøre det hyggeligt for dem, der besøger byen. Og det skal nok lykkes, mener Jens Juhl.

»Jo mere man deltager, jo sjovere bliver det for alle andre«

For alle

Smukfest er som bekendt et kæmpe brand. Både i Skanderborg og i resten af landet. Derfor er det også vigtigt for Cityforeningens, at man viser byen frem fra sin bedste side.

»Vi skal både vise byen, men også lidt os selv, at vi gerne vil lege med; at vi virkelig kan noget. Derfor er det heller ikke en dag, hvor fokus er på at sælge hjørnesofaer eller pyntepuder. Nej, det er den dag, hvor vi viser, at byen også her.«

Derfor er det også afgørende at sørge for, at Smukby er et arrangement, der vedrører alle.

»Det er virkelig for alle, fordi i den ene ende af byen, kan der være jazz, og i den anden ende af byen kan der være noget med gratis morgenmad. Det vil også være både børne-MGP og leg for børnene.«

Samtidig er Smukby også en lejlighed til at hæve sammenhængskraften mellem byen butikker til et endnu højere niveau.

Skaber en kultur

Det er efterhånden mange år siden, at byens erhvervsdrivende begyndte at arrangere sjove ting i byen under Smukfest.

Siden er konceptet vokset stille og roligt.

Det startede blot med, at man dekorerede og pyntede lidt ekstra op i løbet af ugen. Sidste år indførte man så farverne og zonerne, og det har givet hele et ekstra element til hele oplevelsen.

»Jeg synes jo, det er virkelig sjovt. Jeg ved jo en lille smule om, hvad de andre farver og zoner gør. På en eller anden måde går der lidt venskabelig konkurrence i den. Vi ved jo ikke, hvad de andre finder på. Og det er det sjove ved det.«

Det er ifølge Jens Juhl med til at skabe en stærkere kultur i byen.

»Jeg synes jo, det er virkelig sjovt. Jeg ved jo en lille smule om, hvad de andre farver og zoner gør. På en eller anden måde går der lidt venskabelig konkurrence i den. Vi ved jo ikke, hvad de andre finder på. Og det er det sjove ved det.«
Jens Juhl, ejer af Chokoladefabrikken og formand for Skanderborg City

»Sidste år, der var det jo rød zone, der gav den fuld gas med en masse dekorationer. Det fik de også megen opmærksomhed for, så jeg tænker, at vi andre derfor også gør ekstra meget. På den måde kan man sige, at man jo bygger noget ejerskab op.«

For Jens Juhl er ejerskab netop også nøgleordet.

»Det handler jo ikke kun om, at der kommer folk ude fra. Når vi deltager aktivt selv i de enkelte butikker, og går sammen i flok, så får vi også et ejerskab af byen. Nogen skal jo gøre det. Hvis vi ikke deltager, så kommer der jo ikke nogen andre og gør det for os.«

Fremfor alt handler det om at styrke samarbejdet og fællesskabet i byen.

»Det er helt klart det, jeg mener med ejerskab. Se, hvad vi gør. Se, hvad vi kan. Måske er der to butikker, som aldrig har skulle arbejde sammen, men lige pludselig løser de en opgave og finder ud af, at de er gode sammen.«