Ebelfestival: Planlægningen er i fuld gang
Foreningen bag Ebelfestivalen er godt i gang med planlægningen af dette års festival, som selvfølgelig finder sted i uge 42, hvor byen normalvis oversvømmes af flere end 40.000 mennesker og mere end 27 ton æbler - heldigvis fordelt over en hel uge. Det er i år den 19. af slagsen.
»Mange ting vil være, som lokale og turister kender dem, men der er også nye ting på vej. Ebelfestival har et ønske om hvert år at forny og udvikle på indholdet, som skal vise hvilken mangfoldighed af oplevelser, vores lokale område indeholder,« siger næstformand i bestyrelsen, Elsebeth Kirkebæk.
Et af de nye tiltag kan findes på Lodvigs Torv, hvor lokale producenter i år kan fremvise sine produkter.
»Vi har så mange spændende producenter herude omkring, og det vil vi gerne slå et slag for. Det har vi gjort før, men bare lidt mere spredt. Nu samler vi dem og laver et helt lille marked ud af det. Eller, det håber vi i hvert fald det bliver.«
Det er både producenter af fødevarer, foreningen håber at få med, men også for eksempel medlemmer af Nationalparkens Service netværk, som tilbyder overnatninger og friluftsoplevelser.
Og så er der posedamerne, som de kaldes. Netop nu er en mindre gruppe af frivillige nemlig i gang med på bæredygtig vis at anvende sidste års butiksbannere til at sy muleposer af, hvor der tidligere er blevet syet dækkeservietter. Det er blevet lidt for gammeldags, mener foreningen, mens muleposer jo er helt moderne. Muleposerne får en praktisk størrelse, som kan indeholde tre flasker æblesaft og dermed for en stor del erstatte de sædvanlige plastposer. Muleposerne bliver solgt under Ebelfestival i begrænset oplag.
To gange ny
Foreningen barsler også med at præsentere en lille ny. En flaske, som er mindre end dem, man plejer at kunne købe til den friskpressede juice. En, som har størrelse som en lille brikjuice, og derfor vil være nemmere for børn at håndtere, når de går rundt i gaderne. Foreningen kigger også ind i genbrug af flasker, eventuelt re-fill, men der mangler stadig at falde aftaler på plads.
Udover den lille ny, er der også en større ny. I marts blev Gete Villefrance nemlig valgt ind i bestyrelsen - og strøg direkte til formandsposten. Hun erstattede Stig Rasmussen. Det var ikke lige hendes plan at blive formand fra første omgang, da hun nærmest lige er flyttet til byen, men hun tager gerne opgaven på sig, især fordi bestyrelsen har talt sig frem til en lille kulturændring i måden, den arbejder på. Det fortæller Elsebeth Kirkebæk.
»Der har nok været en tendens til, at bestyrelsen tog for meget arbejde på sig, men det har dels den ulempe, at det kan blive for hårdt at skulle løfte selv, og dels at det fjerner noget af ebeltofternes følelse af ejerskab over festivalen. Det skal vi have ud at leve ved i højere grad at uddelegere og lade de mange gode kræfter, der er her i byen, komme i spil.«
En lang række frivilliggrupper arbejder med at få alle aftaler og detaljer på plads, så de mange besøgende kan få en god oplevelse. Foreningen er i dialog med tidligere års samarbejdspartnere, så de kan både fastholde og videreudvikle initiativerne.
»Vi kontakter hele tiden nye potentielle partnere med henblik på at få nye ideer og endnu flere spændende aktiviteter for børn og voksne på programmet, men de bærende elementer i Ebelfestival er fortsat æbler, stader med kunst og håndværk samt street-food med fri entre til stort set alle udendørs aktiviteter og stader.«
Allerede nu er der gode festivaltilbud.
Ebelfestival-vinen er sat til salg i Kvickly og frivillige vil skænke smagsprøver på udvalgte dage i løbet af sommeren.
De populære skrabelodder med gode præmier er også klar til salg og sælges af frivillige, blandt andet den ny formand, foran Kvickly og hos Hanne Sloth Mode på Adelgade.
Endelig er den prestigefyldte plakatkonkurrence selvfølgelig også skudt i gang. Vinderplakaten bliver blikfang for festivalens 20 års jubilæum i 2024.