Madsens Gamle Drenge glemmer aldrig Hotel Hvide Hus
Jørgen Madsen var en karakterfuld hoteldirektør, og i dag - 50 år efter - samles nogle af hans 'drenge' stadig for at mindes de gode tider på Hotel Hvide Hus
Foran det, der engang var hovedindgangen til Hotel Hvide Hus, står en kvinde, tre ældre herrer og en lidt yngre en af slagsen. Sidstnævnte er Lars Jørgen Madsen, hvis forældre fra 1965-1972 var direktørpar på Hotel Hvide Hus, og i dag har han taget imod fire tidligere ansatte, nemlig Erik Rasmussen, Finn Madsen og Karsten og Birthe Jensen.
De er ikke just vårharer mere og kan alle se tilbage på flere årtier i ledende stillinger i hotel- og restaurationsbranchen. Kimen til deres arbejdsliv blev lagt i Ebeltoft på Hotel Hvide Hus, hvor direktør Jørgen Madsen på hård, men retfærdig vis skabte et miljø for sine dengang unge medarbejdere, som de aldrig vil glemme ham for.
I 1973 stiftede de, sammen med et fjerde medlem, Hans Ole Kjær, klubben Madsens Gamle Drenge, og til september inviterer de alle tidligere medarbejdere fra hotellet til 50 års jubilæum for at mindes de gode gamle dage og for at ære parret Jørgen og Kamma Madsen og deres helt særlige måde at drive både hotel og ansatte på.
Ud af boksen
Hotel Hvide Hus i Ebeltoft, tegnet af Friis og Moltke, blev opført i 1963. Det blev drevet som hotel frem til 2005, hvor bygningerne blev solgt og renoveret til lejligheder. Det er således kun en ganske kort periode ud af hotellets samlede levetid, Madsen har stået i spidsen for, men tilsyneladende skulle der kun syv år til, for at sætte et afgørende aftryk.
Når Madsens Gamle Drenge fortæller om gamle dage, så er der masser af anekdoter, der får smilene frem, men fælles for dem alle er, at Madsen forstod at tænke nyt.
»Han skabte et hotel uden lige. Der var hele tiden nye, skøre ideer, og i dag ville man kalde ham en first mover på hele ideen med at skabe events,« siger Finn Madsen, som i dag er 75 år og bor i Ry.
Der blev lavet sommerdansant i salonen med fransk musik, molbostue og barstue, krebsegilde, østersbar, vildtaftener, højreb og kaffebord om søndagen, påske-, pinse -, og julefrokoster og i følge Drengene var det med stor sandsynlighed også her på hotellet, at konceptet morgenmadsbuffet blev præsenteret for måske allerførste gang i Danmark.
En særlig stil
Også menuerne blev udtænkt og gentænkt, og flere retter opstod her, som i dag stadig serveres andre steder.
»Det er faktisk sådan, at når man tager rundt på kroer og hoteller, så kan man tit tyde på menukortet, om nogle af dem, der har stedet, har arbejdet for Madsen. Det smitter nemlig som regel af på både menu og værtskab, hvis de har. En arv fra Madsen,« fastslår Erik Rasmussen. Han bor i dag i Hornslet, er 80 år, men serverer stadig på Radisson i Aarhus
»Det var nogle gange totalteater. Da vi for eksempel skulle indvie poolen, var det med dykkere, hornmusik og letpåklædte damer. Vi kunne også nogle gange lave nogle skøre præsentationer af menuerne, som da vi sendte levende kalve ind i restauranten, eller mannequiner gik rundt med menuen skrevet på bar hud,« fortæller Karsten Jensen. I dag bor han i Silkeborg med sin kone, Birthe, som han mødte på Hotel Hvide Hus, hvor hun var stuepige.
Som kun 23-årig blev Karsten Jensen udnævnt til inspektør af Jørgen Madsen.
»Han havde en helt særlig evne til at se muligheder i os unge. Han var hård, men retfærdig, vil jeg sige. Man fik ren besked, og der var ingen slinger i valsen. Samtidig gav han nogle gode værdier videre, som vi har båret med os. At man skal være noget for andre, man skal være spændende for at kunne sælge og så skal man være til at stole på.«
Som familie
Madsens Gamle Drenge opstod i 1973, året efter at Jørgen og Kamma Madsen stoppede på hotellet i Ebeltoft. Selv om mange af medarbejderne, som der på nogle tidspunkter var over 80 af ad gangen, blev spredt for alle vinde, så holdt kernen fra 1965-1972 alligevel sammen, og kunne lige så godt lave en klub. Kamma og Jørgen Madsen var med mange gange, når klubben mødtes , som de har gjort hvert år siden 1973.
Jørgen Madsen døde i 1977 efter sygdom, kun 53 år gammel. Kamma Madsen blev 95 år, og frem til sin død for to år siden, har hun boet i Ebeltoft.
»Vi var i 20’erne, da vi lavede Madsens Gamle Drenge, og har holdt kontakt med familien Madsen gennem alle årene. Lars Jørgen holdt for eksempel sin 25-års fødselsdag hos os, da vi forpagtede et hotel i Skjern, og på den måde har vi holdt fast i hinanden gennem alle årene,« fortæller Erik Rasmussen.
Lars Jørgen Madsen, som stadig bor i Ebeltoft og i dag er en af medejerne af Nøset, er enig.
»Det er utroligt, så meget, de har holdt sammen, og gennem årene har mange fortsat besøgt min mor helt frem til hendes død. Min far gik bort, da jeg var ganske ung, så det er altid rart at høre alle historierne fra den tid. Jeg er stolt af, at han sammen med min mor har sat sådan et aftryk, men især af det mod, min far havde, til at give så meget ansvar til sine unge medarbejdere. Det lyder til, at det er noget, de har båret med sig gennem hele deres liv.«
16. september håber Madsens Gamle Drenge altså at samle så mange tidligere medarbejdere som muligt til et eftermiddagsarrangement, som selvfølgelig skal holdes på Nøset.
Har du været ansat på Hotel Hvide Hus, eller kender du nogen, der har, i perioden 1965-72, så prik dem på skulderen.Tilmelding kan ske til Finn Madsen på finn@madsen-bach.dk eller på mobil 27111599.