Hans Krull tilbage på Hylkegaard

For tredje gang - og hver gang med tre års mellemrum - er det den aarhusianske kunstner Hans Krull, der leverer sommerens udstilling på Hylkegaard i Voldby nord for Grenaa. Med fernisering lørdag 8. juli kan man frem til 1. september opleve den 71-årige Hans Krulls seneste grafiske værker og malerier - og i løbet af åbningsweekenden endog få malet sit eget portræt af kunstneren selv.

Det sidste - portrættet - var i mange år en tradition for Hans Krull på hans værtshus Under Masken i forbindelse med Aarhus Festuge, men nu får man også muligheden i Voldby søndag i forbindelse med åbningen, hvor man på åbningsdagen håber på besøg og deltagelse af kunstnerens mangeårige ven, Jakob Haugaard, der også gæstede Hylkegaard ved ferniseringen for tre år siden.

I det daglige holder Hans Krull til i et industriområde i Lystrup nord for Aarhus. Her har han sit domæne - maler, trykker og bruger sin kreativitet.

Han har inviteret avisen inden for til en snak om, hvad han har gang i - og hvad man kan vente sig denne sommer på Hylkegaard. Sidst var der et fugletema for udstillingen, men denne gang skal det handle om portrætter.

Hans Krull skal ikke bruge mange stikord for at holde en samtale - eller en enetale - i gang. Og på åbningsspørgsmålet om, hvad der er sket for ham siden han sidst udstillede i 2020 i Voldby, lyder svaret: »Masser - men først og fremmest har jeg fået nogle nye samarbejdspartnere, som jeg nyder at blive inspireret af. Da jeg var ung arbejdede jeg jo sammen med Per Kramer, Ingvar Cronhammar Jacobs bror Jan Haugaard og andre.«

Det resulterede blandt andet i projektet Albatros - som også blev til en LP med Hans Krulls legendariske ”Mågekysset” som covermotiv. Og som stadig kan ses på en gavl i Fiskergade i det indre Aarhus, hvor det også blev til et andet projekt, ”Kunstsport” i Ridehuset.

Mange er døde

»Men mange af dem, jeg arbejdede sammen med, er døde og borte nu. Selv min gamle lærer fra Kunstakademiet i Aarhus, hvor jeg gik i 1969, Mogens Gissel, er væk. Og for nylig fik jeg opgaven med at male Gnags-guitarist Per Christian Frosts kiste, fordi familien ønskede det. Han blev kun 68 år, men dem jeg arbejdede sammen med i mine unge dage var jo typisk 10-15 år ældre end mig, så det er jo en naturlig udvikling, selv om det er trist. Derfor er jeg begyndt at arbejde sammen med de unge graffitikunstnere - blandt dem er Peter Birk, som har Galleri Grisk. Ham har jeg arbejdet med de seneste fem-seks år, og vi har sammen lavet en hel del vægudsmykninger rundt omkring i Danmark - og lige nu arbejder vi på et stort projekt til Danmarks højest beliggende restaurant på 45. etage på Aarhus Ø, hvor vi allerede har udsmykket gårdrummene i Karréerne,« siger Hans Krull.

Flere af motiverne, der skal bruges på Aarhus Ø ligger på græsset i haven i Lystrup, hvor Hans Krull ivrigt viser rundt - og hvor Helge Dürrfeld, der i 2012 købte Hylkegaard i Voldby, prøver at få indflydelse på, hvad der skal udstilles denne sommer.

Helge Dürrfeld er manden, der fik danskerne til at sige ”det godt nok mørkt” og ”det ka’ vi da godt prøve” - da han var sanger og frontmand i Det Neodpressionistiske Danseorkester i 1980’erne. Nu handler hans liv mest om vin og kunst - men musikken har været der hele tiden. Han udgav med den musikalske makker Kæv Gliemann i 2016 konceptalbummet ’Modern lovesongs for adult girls’, der kun handler om ulykkelig kærlighed. Og nyt materiale er på vej i form af et album, der indtil videre har arbejdstitlen ”Angst”.

Udsmykket svømmehal

En udsmykning af ”Momentet” - Lystrups nye svømme og aktvitetscenter - er også klaret af Hans Krull, der har leveret bronzeskulpturer, vægmaleri og andet godt til det store projekt.

»Jeg har nok at rive i og jeg piber ikke. Jeg arbejder for arbejdsglæden og aldrig for pengene. Når jeg bliver spurgt om jeg vil lave et eller andet, så svarer jeg altid, at det vil jeg rigtig gerne, men jeg vil også blive glad hvis de vil betale for det. Men der er kun én, der bestemmer - og det er mig. Jeg skal have totalt frie hænder, for ellers går jeg i stå. Så bliver jeg deprimeret og sidder og hænger med flødekanden. Hvis jeg bliver bedt om at male et portræt, så gør jeg det. Folk kan få lige, hvad de vil have, men jeg bestemmer, og jeg gider ikke høre, at de ikke mener, at det passer til deres sofa derhjemme. Så ryger mit værktøj lige ned i kassen.«

Er der forståelse, når du nævner dit krav om det? At det er dig, der bestemmer?

»Hvis man siger det på en pæn måde, uden at folk føler sig som komplette idioter, hvilket de selvfølgelig efter min definition er bare i kraft af, at de stiller spørgsmålet, selv om de jo egentlig bare er velmenende, så ja. Jeg har lavet noget til en meget rig familie, hvor manden bagefter, da maleriet af ham, hans kone og børnene var leveret, sagde til mig, at han lignede et svin, konen lignede en luder og børnene et eller andet mærkeligt. Så måtte jeg jo svare, at det kunne jeg ikke gøre for, for jeg havde malet det, jeg havde set. Men han endte da med at købe billedet. Jeg kan jo ikke gøre for, at hans kone er en fucking golddigger og han selv er et egoistisk svin, for så er det jo det, jeg maler.«

Goya kunne gøre det

Her føjer Hans Krull til, at den spanske guldaldermaler Goya kunne slippe af med lignende.

»Han kunne male hele den spanske kongefamilie, så man kunne se, at ingen af dem kunne være med i en skønhedskonkurrence. Han malede dem som de var og slap afsted med det. De vidste jo nok inderst inde, at de var nogle indavlede røvhuller, når det kom til stykket. Hvis man køber et portrætmaleri hos mig, så er det jo et psykogram, jeg leverer tilbage. Vil man have et portræt, der ligner, så gå da til en fotograf. Jeg maler det, jeg føler og prøver at få det til at ligne en lille smule. Jeg fremhæver det, jeg ser - ikke hvad de selv ser. Jeg forsøger at fange folks sjæl samtidig med, at jeg prøver at give portrættet sjæl. Og derfor tror jeg ikke, at vi som kunstnere mister vores arbejde til AI - den kunstige intelligens. Noget, der ikke har en sjæl, kan ikke fange en sjæl. Den kan godt lave noget meget vellignende og noget, der ligger mellem Hans Krull og Rembrandt, på tre sekunder, hvis det er det, man vil have. Men det har ingen sjæl.«

»Men dengang der var nogle som opfandt stenøksen, hjulet og hængekøjen, var der sikkert også nogle, som syntes det var noget lort. Vi kan også se, at efter Facebook, Tik Tok, Twitter og blip-blap, har mennesket aldrig været så fremmedgjort, ensomme og fremmede for hinanden som nu. Hvis de unge piger ikke ligner noget fra Playboy, så er de parat til at begå selvmord. De kender ikke nogen og de kan sidde og lave om på sig selv med forskellige apps, men de er stadig ensomme.«

Slut med værtshus

Værtshusejer er Hans Krull ikke længere. Festen sluttede efter 27 år, da han solgte Under Masken, der er blevet karakteriseret som en sammensmeltning mellem en café, et brunt værtshus og en kunstinstallation, til en af stamgæsterne, Tom Rasmussen. Han ejede i forvejen vandhuller som ’Waxies’, ’Stechers’ og ’Hos Anders’ i Aarhus. Salget blev i forbindelse med Hans Krulls 70 års dag en realitet - med en Krullsk konstatering af, at han altid har været bedre til at stå foran baren end bag den.

Men portrættraditionen fra stedet, føres nu videre til Hylkegaard. Søndag fra klokken 11-17.

Hvor lang tid bruger du på sådan et portræt på stedet?

»Det er lidt forskelligt. Det kommer an på, hvordan de ser ud. Hvis de er smukke, så tager det længere tid, for så skal de være endnu kønnere. Hvis de er grimme, er det hurtigere, for så gør det ikke så meget, hvis det ser ud ad helvede til,« lyder det med et stort grin om munden på Hans Krull - mens han gør klar til at ryge på den hjemmerullede cigaret.

Men hans bud på en portrættid er mellem et kvarter og en halv time. På papir med akvarel, tusch og kridt som værktøj og remedier.

Hvad får du ud af at arbejde med de unge kunstnere?

»Vi lærer af hinanden. Jeg lærer af deres tricks og de lærer af mine. Jeg har arbejdet sammen med kunstnere over hele verden. På den måde har jeg altid været pissemisundelig på musikere som Helge, fordi de altid har kunnet arbejde sammen på tværs af alt. Der opstår altid noget nyt, når man arbejder sammen med andre.«

Men graffiti har du vel aldrig lavet?

»Jo da. Det har jeg lavet siden jeg var barn. Faktisk helt tilbage fra 1965. Men ikke ved at løbe rundt med spraydåser, men jeg malede på mure. Det er vel også en slags graffiti.

Men vel, hvor du er bestilt til det?

»Nej - ikke altid. Selv hvis jeg ikke er bestilt til en opgave, maler jeg da alligevel. Og jeg har faktisk været så priviligeret livet igennem, at jeg har kunnet leve af det. Men jeg har det lige som en hund, der hele tiden vil pisse territoriet af - og det deler jeg nok med graffitikunstnerne. Hvis der er så ovenikøbet er nogle, der vil betale mig for at pisse i krogene, så er det rigtig godt, for så kan jeg forsørge min familie, betale husleje og købe ny maling. Det det har aldrig været pengene, som har drevet værket, men glæden ved arbejdet - og hvor mange danskere kan lige sige det? De fleste har jo i bund og grund ingen arbejdsglæde - desværre. Når man spørger dem, hvorfor de går på arbejde, siger de, at de skal tjene penge. Ikke at de kan lide deres arbejde. De ser frem til at få det sjovt, når de går på pension. Så dør de af et hjerteslag og så er den skid slået. Det er bedrøveligt. De drømmer om at rejse jorden rundt og have en smuk kone, men det har jeg jo gjort og haft hele livet. Og ligner jeg en, der er død?«

Men corona var vel træls for sådan en som dig, der gerne vil til Bali i de kolde vintermåneder og ikke kunne komme ud at rejse?

»Nej, det var rigtig godt. Jeg fik arbejdsro. For fanden det var jo bare en sygdom, og selvfølgelig ville jeg gerne have været på Bali. Så jeg gjorde som alle andre. Nød Danmark efter at have været ude at rejse siden jeg var 14 år. Men når vi er færdige med projektet på Aarhus Ø, så damper jeg til Bali igen. Jeg har en kammerat, som ligger for døden derude, og vi har aftalt, at vi skal kremeres sammen, så måske kradser jeg af dernede. Så ryger vi på samme bål - nej, det er jo bare en vittighed, men who knows?«

»Men det var herligt at være i Danmark under corona. Dels havde jeg en vidunderlig arbejdsro og fik lavet en helvedes masse. Og dels oplevede jeg de fire årstider tre år i træk - det er ikke sket i virkelig mange år. Jeg har set kirsebærtræerne blomstre og fuglene vælte rundt i haven. Det har reddet mig fra at være rastløs, som jeg altid har været - nok fordi jeg kommer fra en sømandsfamilie på Ærø, der altid sejlede.«