Bluesrock-stjerne vender tilbage til Danmark
Daniel Norgrens mørke fortællinger kan opleves live i Aarhus.
Svenske Daniel Norgren har i dén grad manifesteret sig som en populær og intim bluesfolk-kunstner, der kan sætte sit publikums ører på stilke og i sagte tempo udfolde sine fortællinger om mørke skove og indre refleksioner.
Den svenske singer-songwriter og bluesfolk-artist, Daniel Norgren, vender tilbage til Danmark. Han gæstede blandt andet Tønder Festival i 2019, hvor han modtog fire ud af seks stjerner fra Gaffas anmelder, der roste den erfarne svensker for sin evne til at »komme langt med enkle virkemidler«.
Daniel Norgren, der er født og opvokset i Borås, albumdebuterede i 2006 med ’Kerosene Dreams’, og siden fulgte ’Outskirt’, ’Horrifying Deatheating Bloodspider’, ’Alabursy’ og i 2019 ’ Wooh Dang´. Fælles for samtlige albums er gode anmeldelser såvel i udlandet som derhjemme.
I løbet af det seneste år har Daniel Norgren optrådt solo sammen med sit band og med Gävle Symfoniorkester.
Udover at turnere har han leveret soundtracket til årets Cannes Film Festival Jury Prize-vinder, ’Le Otto Montagne’ (instr. af Felix Van Groeningen og Charlotte Vandermeersch), og også den australske dokumentarfilm ’The Road To Patagonia’ (vinderen af bedste film på Byron Bay International Film Festival).
Med færre end 30 live-dates i 2022 er det ikke en overdrivelse at sige, at det i 2023 sandsynligvis ikke vil være, ’når’ du ser Norgren live, men ’hvis’.
Han spiller i Aarhus på Voxhall, hvor han kan opleves 8. juli.