Fra Big Bang over livets opståen til udslettelsen af dinosaurerne
Oops! er en ny udstilling på Naturhistorisk Museum i Aarhus, der vil vise, at tilfældigheder kan være både godt og skidt.
Naturhistorisk Museum i Aarhus byder velkommen til en ny spektakulær udstilling om livets tilfældigheder og afgørende vendepunkter.
Fra Big Bang over livets opståen til udslettelsen af dinosaurerne for 66 millioner år siden, der gav plads til pattedyrenes æra. Videre til det tænkende menneskes opståen, den tilfældige sædcelle, der smeltede sammen med ægget og blev til dig, inden du lige nu – oven på en uendelig række af tilfældige hændelser – læser disse linjer.
Snydeheldige
Det kunne være gået galt så ufatteligt mange gange i løbet af vores forfædres 4 milliarder år lange livsbane, men det gjorde det ikke. Ikke én eneste af vores forfædre blev ædt eller døde, før de havde givet livets stafet videre. Årsagen til succesen var ikke blot, at de var de bedste egnede, som Darwin formulerede det. I mange tilfælde var de bare snydeheldige.
Udstillingen Oops! er skabt af evolutionsbiolog og museumsinspektør Pernille Mølgaard Andersen og udstillingsdesigner og scenograf Marianne Junge fra Naturhistorisk Museums egne rækker.
»For nogle år siden sad vi og tænkte over, hvor mange tilfældigheder, vi egentlig bliver udsat for i løbet af vores liv,« fortæller Pernille Mølgaard Andersen.
Tilfældige mirakler
»En god lærer i skolen får dig til at elske biologi, og din livsbane handler pludselig om hvaler og hajer. Du møder en kæreste en aften ved stranden, og man får børn, som kunne være faldet ud på millioner af andre måder. Eller man gør et unikt fund af en sjælden art eller begår en opfindelse, der kan ændre tilværelsen for utallige mennesker. Måske vinder du bare i Lotto? Tilfældighederne står i kø i livet, og det var vi simpelthen nødt til at lave en udstilling om. I Den Blå Anemone indleder Kaj Munk med ”hvad var det dog, der skete?”, og vores svar er ”en million milliard tilfældige mirakler!” Det er da fantastisk, når man tænker over det.«
Museumsdirektør Bo Skaarup supplerer:
»Tilfældigheder kan være både godt og skidt. ”Ups!” eller ”Oops!” er et dejligt udbrud, når man tilfældigt støder ind i en gammel skolekammerat, man ikke har set længe. Til gengæld vil man nødigt høre det fra tandlægen, i trafikken eller fra Andreas Mogensen på rumstationen. Her skal der helst være styr på det. Menneskets evne til at lægge langsigtede, men også detaljerede planer er noget unikt for os og er baggrunden for vores succes. Men i dag forlanger mange mennesker af livet, at der skal være planer for – og kontrol med - absolut alt. Naturen må ikke være farlig, gamle træer skal fældes, fredelige bier i fortovet bekæmpes, for hvad nu hvis de stikker dig en sommerdag i haven? Og du selv skal være perfekt, top-præstere, se godt ud, være sjov og udadvendt og den bedste til alt. Jeg er fortaler for lidt mere Hakuna matata og lidt mindre konkurrencesamfund. Bare lidt, ikke mindst for de unges skyld, for de har det alt for ofte svært,« siger han.
Udstillingen OOPS! kan ses på Naturhistorisk Museum i Universitetsparken i Aarhus fra nu til medio 2024. Museet har hele sommeren åbent kl. 9-16 og er - ud over udstillingen - fyldt med sommeraktiviteter for børn og voksne.