Fortsæt til indhold

Bønnerup Strand Havnefest var tæt på at kæntre

Smilene til dette års havnefest er ekstra store, for i vinters stod foreningen i en svær situation, der kunne have betydet afslutningen på den over 50 år gamle tradition.

Kultur og byliv

Syv mand går rundt i den store hal på havnen i Bønnerup. De peger, tegner og fortæller, løfter presenninger og gør i det hele taget en ihærdig indsats for at forklare, hvordan der kommer til at se ud herinde, når Bønnerup Strand Havnefest folder sig ud fra torsdag - søndag i denne uge.

»Om vinteren opbevarer fiskerne alt deres grej her, men når det så bliver tid til fest, så flytter de det ud, så vi kan rykke ind,« forklarer Vita Glad Petersen, bestyrelsesmedlem i foreningen bag havnefesten. En fest som afholdes for 51. gang i år.

De syv udgør bestyrelsen i foreningen Bønnerup Havnefest og formand Poul Gyldenvang peger, mens han fortæller:

»Dér bliver der scene, og i år flytter vi baren helt ned i den anden ende langs med væggen. Og så skal du forestille dig, at der er fyldt op med borde og stole i lange rækker, og selvfølgelig flag og kulørte lamper.«

Hev den i land

De kulørte lamper var dog knap så kulørte i efteråret, da der var generalforsamling i foreningen.

»Vi havde lidt problemer i vinters, da vi skulle have flere og nye kræfter til bestyrelsen, for der var i første omgang ingen, der meldte sig. Hvis ikke vi havde løst det, så havde vi lukket havnefesten,« siger Vita Glad Petersen.

Hun siger dog i dag, at hun ikke sådan for alvor var bekymret, for hendes optimisme siger hende, at den slags altid løser sig. Claus Gissel, medlem af bestyrelsen side 2016, så sagen lidt anderledes.

»Jeg var nok lidt mere pessimistisk, men efter lidt trækken i tovene lykkedes det alligevel.«

Det skyldtes især de to unge, eller i forhold til resten af bestyrelsen i hvert fald yngre, som besluttede sig for at træde ind.

»De talte om i bestyrelsen, at der skulle være et vist antal medlemmer for at de kunne fortsætte, og meldte jeg mig,« siger 25-årige Sebastian Samsø Hansen, som lige er flyttet fra byen til Grenaa.

Mads Gyldenvang, søn af formanden, vurderer med et smil, at han har været med til havnefesten i samtlige 21 år, han har levet.

»Jeg har alligevel hjulpet til på alle mulige måder gennem årene, og så kunne jeg jo lige så godt komme med i bestyrelsen. Det er klart, der bliver lidt mere arbejde med det, men det er jo sjovt, så det gør jeg gerne.«

Bestyrelsen prøvede da heller ikke i bestræbelserne på at finde nye medlemmer at lægge låg på den relativt store indsats, det kræver at løfte havnefesten.

»Vi ville ikke sælge den for billigt, for så går folk bare ud igen. De skal vide hvad de går ind til. Det tager en masse tid, det er hårdt arbejde, men det er virkelig sjovt,« siger Vita Glad Petersen, som sammen med de seks andre bestyrelsesmedlemmer ofrer en uges ferie på for at sørge for, at havnefesten kommer godt fra land.

Dorthe Bjørnebo Gissel, gift med Claus Gissel, havde følgende ræsonnement for at tilslutte sig den hårde kerne:

»Jeg havde jo alligevel en masse vagter i forskellige barer og telte, og da de så manglede en til bestyrelsen, så tænkte jeg: Jamen, jeg er her jo alligevel.«

Det syvende medlem er alderspræsident Karl Ejgil Storm på 81 år.

Så festlig kommer hallen til at se ud, når der traditionen tro er banko torsdag aften. Privatfoto

Mangler det gode formål

Bestyrelsen har taget arbejdshandskerne på, måske har de slet ikke rigtigt været af, og har sørget for endnu et brag af en havnefest sammen med de mange frivillige, der hvert år hjælper til. Mere end 200.

»Heldigvis har vi masser af hjælpere, og det er vi så glade for. Der er en helt utrolig opbakning i byen,« siger Vita Glad Petersen.

Allerede søndag begyndte de forberedelserne. Hallen skal vaskes ned og der skal stilles op både ude og inde. Der er 20-30 frivillige, der hjælper hver aften.

Alle de frivillige får en fest til frivillige senere på året, og resten af overskuddet går normalt til gode formål og aktiviteter - og helst på havneområdet.

Foreningen har sørget for, at der et godt bundniveau, så de kan stå imod, hvis havnefesten et år skulle blive ramt af dårligt vejr, men i tidernes løb har de givet penge til både det Maritime Hus, ældreklubben og fællesspisninger i Bønnerup Huset.

Det sidste stykke tid har de haft et godt øje til en multibane, og det er der lagt nogle penge til side til. Nu skal placeringen findes, og her er de i dialog med Havneforeningen, men andre ideer til gode formål modtages gerne.

»Vi har så god en økonomi nu, at vi kan begynde at dele ud, vi mangler bare de gode formål. Det vigtigste for os er, at det kommer havnen her i Bønnerup til gode. Det behøver ikke nødvendigvis at være en multibane.«

Programmet for årets Bønnerup Strand Havnefest & Kræmmermarked ligner i høj grad de andre års, men hvorfor lave om på noget, der virker. Hvert år besøger flere tusinde mennesker den hyggelige havnefest, og forhåbentlig kommer solen til at skinne på den, både i weekenden og mange år frem.