Fortsæt til indhold

En orm er lille - forskellen er Enorm

Virksomheden Enorm oplever succes med ristede, krydrede insektsnacks og har for nylig indgået aftale med Dansk Supermarked

Kultur og byliv
Af Mai-Britt Jeppesen, mai-britt.jeppesen@lokalavisen.dk

Enorm er navnet på en lille tomandsvirksomhed med adresse i Agro Business Park i Aarhus N. Det er også navnet – og varedeklarationen - på virksomhedens produkt. Dog kan én orm ikke gøre det. Her er nærmere tale om millioner. Orme altså. Melorme for at være helt præcis.
Enorm står bag de første dansk producerede insektsnacks: ristede melorme med smag af chili eller sour cream and onion.
Bag virksomheden står Lasse Hinrichsen og Jane Lind Sam på henholdsvis 30 og 28 år.
“I en tid med megen fokus på bæredygtighed, er insekter det nye sort. De er miljø- og klimavenlige at opdrætte, og så er de både sunde og lækre,” siger Jane og snupper en ristet melorm fra en plasticbøtte med påskriften “Nye snacks”. Hun knaser den hurtigt og snupper fluks en mere.
Lasse blev færdig med sin bachelor i samfundsfag fra Aarhus Universitet i 2015. Herefter tog han en pause fra studierne.
“Jeg trængte til at lave noget andet end at læse...” Lasse trækker på skuldrene.
“Og så havde jeg fået interesse for insekter. Jeg skaffede mig nogle melorme og begyndte at farme dem og eksperimentere med at tilberede dem hjemme i mit køkken.”
Springet fra bachelorstuderende til iværksætter udi spiselige insekter kan synes pænt stort.
“Med til historien hører måske, at du har surfet meget og har arbejdet i en surfbutik på Bork Havn i mange år. Du er meget sådan... Naturmenneske,” forklarer Jane.
Lasse nikker.
“Helt sikkert. Og så er jeg jo ikke den første, der finder på at spise insekter, det gør man jo rigtig mange steder i verden. Det er bare ikke rigtig noget, vi har gjort herhjemme.”
“Ikke før nu. Eller måske nærmere for halvandet år siden,” tilføjer Jane.

De to iværksættere bag virksomheden Enorm, Jane Lind Sam og Lasse Hinrichsen, tror på, insekter i fødevarer kan blive det nye sort. Foto: Kim Haugaard

Bæredygtig og proteinrig

Lasse og Jane mødte hinanden første gang på en konference på Teknologisk Institut.
”Vi faldt i snak og fandt ud af, vi havde ret mange fælles interesser. Så vi aftalte at mødes igen og snakke videre,” husker Lasse.
Jane er uddannet i Medievidenskab ligeledes fra Aarhus Universitet og har arbejdet tæt sammen med sin far, der er landmand og inden for svineproduktion. Hun har på den måde godt kendskab til arbejdet med fødevarer og til lovgivning på området.
“Da jeg begyndte at interessere mig for insekter i 2014, var det endnu ikke lovligt at sælge insekter som fødevarer i Danmark. Det blev først lovligt sidste år,” forklarer hun.
Første gang Lasse hørte om insekter i fødevarer var ved en case competition på universitetet.
“Her gik det for alvor op for mig, hvor mange fordele, der er ved insekter. De kan dyrkes alle steder og er en bæredygtig kilde til animalsk protein. Og så smager de godt - sådan lidt nøddeagtigt faktisk.” Lasse dykker ned i plasticbøtten, snupper et par ristede melorme med fingrene og snack'er dem, som var de ristede peanuts.
Lasse etablerede firmaet Enorm i februar 2016, og i september præsenterede han første gang sine insektsnacks på Food Festival i Aarhus.
“Godt seks måneder efter jeg havde stiftet Enorm, tilbød Janes families holdingselskab at købe halvdelen af virksomheden. Og så gik det ellers hurtigt. Vi fik eget kontor i Agro Business Park, og med hjælp herfra havde vi snart fået oparbejdet et godt netværk,” fortæller han.

@Fakta.bjaelke:Så er der snacks @Fakta.tekst:Hos Enorm modtager de colli med frosne melorme fra en insektfarm i Holland. Melormene ristes og krydres, og så er der snacks. Velbekomme! Foto: Kim Haugaard @Fakta.streg:

Spiselige oplevelser

De to visionære iværksættere er bevidste om, at deres snacks primært bliver købt som en form for gimmick.
”De fleste køber insekt snacks til pakkeleg eller som en sjov fødselsdagsgave. Et glas med ti gram koster 45 kroner, så vi er helt med på, at det, vi sælger, i højere grad er en oplevelse end en fødevare,” siger Jane.
Hidtil har Enorm insektsnacks kun været at finde i enkelte specialbutikker rundt omkring i landet. Men i begyndelsen af juni indgik Enorm en aftale med Dansk Supermarked om at føre deres produkter i Føtex og Bilka varehuse over hele landet.
“Det er da så fedt, at vi begynder at få lidt større ordrer. Og at vores produkter nu er at finde i Føtex og Bilka gør selvfølgelig, at flere får kendskab til dem og til Enorm. At flere bliver eksponeret for insekter i fødevarer gør formentlig også, at flere vænner sig til tanken”, lyder det håbefuldt fra Jane.
Indtil nu har produktionen af insektsnacks ikke været større, end at Lasse og Jane selv har kunnet stå for den. Jane primært for kommunikationsdelen, Lasse for det praktiske.
“Vi bestiller cirka 400 kilo frosne melorme hjem af gangen. Vi får dem fra en insektfarm i Holland. Et par gange om ugen tager jeg så til Grenå og kipsteger orme i nogle timer på røgeriet der. Og så krydrer og pakker jeg dem.” Lasse kører en hånd igennem det lyse, stride hår.

Opskalering af produktionen

Aftalen med dansk supermarked betyder, at den proces nu må automatiseres og produktionen opskaleres, så virksomheden kan følge med den formentlig stigende efterspørgsel. Til det har Jane og Lasse modtaget 230.000 kroner i støtte fra Innovationsfonden, så det er de nu i fuld gang med. Ligesom de er i gang med at udvikle på deres produkter.
“Vi har brugt hele foråret på at produktudvikle, og det næste, vi kommer på markedet med, er knækbrød bagt af mel lavet på insekter. Vi har også nogle lækre energibarer på vej,” afslører Jane.
“”Vi tror, at når insektmelet indgår som ingrediens i kendte fødevarer, vil det få større succes, end når man kan se de hele larver. Danske forbrugere kommer til at spise insekter, dels for at få spændende madoplevelser, men også for at spise mere bæredygtigt. Insekterne er enormt dygtige til at udnytte vand og foder på meget kort tid og på meget lidt plads. Samtidig udleder de langt færre drivhusgasser end andre dyregrupper,” uddyber hun.
At spise insekter er nyt for de fleste herhjemme. Og vel vidende at det tager tid at vænne folk til noget nyt, har de to unge iværksættere da også budgetteret med et underskud fra start.
“Vi synes, vi virkelig har fat i noget her. Noget som vi er villige til at investere både tid og penge i. Men en aftale som den, vi har fået med Dansk Supermarked, betyder da noget for økonomien. Og det er det, vi håber; at flere større forhandlere henvender sig for at få vores produkter i sortiment.” Lasse hæver øjenbrynene og ser spørgende på Jane.
Hun nikker. Energisk.
“Vi drømmer om, at der står insekter på hylderne i samtlige supermarkeder ikke bare i Danmark, men i hele Europa. Og så skal der selvfølgelig stå Enorm på det hele!”
De griner begge to.
“Det er fedt at mærke, vi begynder at lykkes med vores produkter. At folk begynder at få øjnene op for det, vi har vidst hele tiden; en orm er lille, men forskellen er Enorm.” Lasse blinker til Jane.
De tror på succesen. Og det - efter alt at dømme - med god grund.