Kunst med motorsav på Ulstrup Slot
I de smukke omgivelser ved Ulstrup Slot inviterer Carving Favrskov igen til ”Carving by the Castle”.
I wqeekenden 12. og 13. august kommer der på Ulstrup Slot motorsavs-førere fra ind- og udland, som forvandler store træstammer til unikke og alternative kunstværker i form af smukke skulpturer. Det skriver Carving Favrskov i en pressemeddelelse.
På slottet kan man opleve den spændende proces, der foregår, når en motorsav i sikre hænder gnaver sig gennem en træstamme på kryds og tværs og forvandler træet til en skulptur. Kunstnerne er også villige til at stoppe saven for at fortælle om deres arbejde og svare på spørgsmål fra publikum.
Det er nu sjette år, Carving Favrskov inviterer til arrangementet, der hvert år har trukket mange gæster til Ulstrup Slot. Det er dog ikke træ det hele. Carving Favrskov sørger for, at man kan få en hyggelig familietur ud af ”Carving by the Castle”.
»Vi sælger mad og drikkevarer, og man kan gå en tur og nyde omgivelserne ved Ulstrup Slot,« fortæller Kirsten Nissen, der er medarrangør på ”Carving by the Castle”.
Sidste år genoptog Carving Favrskov en gammel tradition på slottet ved at invitere til Gårdbutik- og Håndværksmesse i samme weekend. Det er stadig muligt at tilmelde sig Gårdbutik- og Håndværksmessen, hvis du har en stand, du gerne vil opstille. For mere information, så kontakt arrangørerne på carvingbythecastle@gmail.com
Pladsen er åben for tilskuere fra klokken 10 til 16. Der er entré. Børn under 10 år kommer dog gratis ind ifølge med en voksen.