Festivalen Understrøm er klar med 58 bands til festugen
Festivalen Understrøm har offentliggjort musikprogrammet til årets Aarhus Festuge, hvor den har fået en dag ekstra
Sidste år så festivalen Understrøm dagens lys for første gang under Aarhus Festuge. Det var så stor en succes, at festivalen nu vender tilbage, og det er endda med en ekstra spilledag, så der i år er musik allerede fra torsdag i festugen.
”Vores oplevelse af Understrøm sidste år var, at publikum tog rigtig godt i mod den. Den fungerede rigtig godt, og derfor har vi givet den en ekstra dag i år,” fortæller Rikke Øxner, der er direktør for Aarhus Festuge.
Musikken til årets festival blev præsenteret sidste uge, og her kan publikum på tre scener samlet set se frem til 58 forskellige bands, som mildt sagt er taget fra alle hylder. Selv beskriver festivalen, at den byder på alt fra hårdtslående metal til drømmende indiepop. Det hele kommer til at foregå gratis i det fri.
Upcoming navne er klar
Blandt de offentliggjorte bands på plakaten finder man relativt etablerede bands som Chinah og Sekuoia, imens der også er en stor række af upcoming navne fra nær og fjern.
”Der kommer til at være en bred vifte af bands. En del af dem er fra Aarhus, men der er også nogle, som kommer langvejs fra. Fælles for de fleste af navnene er, at de er upcoming bands, som ikke nødvendigvis har prøvet at spille foran et stort publikum. Derfor bliver det også en god øvelse for dem, og vi håber selvfølgelig, at det er med til at flere lærer dem at kende. Som nyt band er det jo svært at trække et publikum, og det kan vi forhåbentlig være med til at hjælpe dem med,” fortsætter festuge-direktøren.
En god oplevelse
Aktørerne ved de forskellige scener er blevet udvalgt af Aarhus Festuge i samarbejde med SPOT Festival og Studenterhus Aarhus, og de repræsenterer et bredt udsnit af de talentfulde og hårdtarbejdende musikaktører, byen kan byde på.
Ligesom sidste år byder festivalen på tre forskellige scener, som er placeret i Mølleparken, ved Immervad og under Sankt Clemens Bro i byen.
”Idéen med Understrøm er jo som resten af Aarhus Festuge, at den skal give nogle gode oplevelser til publikum. Festivalen er nogle små stop på vejen, hvor folk kan hænge ud med god musik og lære nye bands at kende,” lyder det fra Rikke Øxner.
Festivalen Understrøm foregår under Aarhus Festuge fra torsdag 31. august til lørdag 2. september.