Fortsæt til indhold

Folkemøde på Frichsvej om at dele

Vi låner, bytter, deler og lejer ting som aldrig før, men det kan gøres bedre. Erhvervslivet og byens borgere er velkomne til en dag med debat, informationer om og gode ideer til hvordan: Deleøkonomisk Folkemøde

Kultur og byliv
Af Bente Tashmasbi Hansen

21. august bliver der Deleøkonomisk Folkemøde med både streetfood, byttemarked, debatter og workshops på Søren Frichsvej i Aarhus. Givisme-projektet og Borgmesterens Kontor står bag.
De vil gerne inspirere byens borgere og erhvervslivet, danne netværk og udvikle nye måder at dele på.
“Vi låner, køber, bytter, udlejer og sælger til hinanden gennem digitale platforme i stigende grad – til gavn for os selv, andre, fremtiden og fællesskabet, siger Jesper Rabes Laursen, der er projektleder på Givisme.
Folkemødet skal gøre deleøkonomi håndgribelig og konkret for borgere og virksomheder og undersøge hvordan man kan realisere potentialerne i form af partnerskaber og modeller, udfordre den nuværende måde og vise konkrete eksempler på nye.
“Vi er grundlæggende optagede af, hvordan vi deler, dyrker og styrker vores forudsætninger for at udnytte ressourcer, potentialer, muligheder, fællesskaber, viden, indsigt og overskud,” fortsætter Jesper Rabes Laursen.
“Og alle er velkomne - både børn og voksne. Det bliver en meget uformel dag, som også har underholdende indslag,” lover han.

Tre spor

Der vil i løbet af dagen være et konferencespor, et udstillingsspor og et folkemødespor.
Arrangørerne arbejder stadig med programmet, men nogle punkter ligger fast.
Der bliver konference om formiddagen med blandt andre borgmester Jacob Bundsgaard som deltager. Man skal tilmelde sig på nettet.
Deleøkonomisk Folkemøde finder sted 21. august på Søren Frichsvej 20 i Aarhus C fra kl. 9.30 til kl.22.


Fakta
KONFERENCEN
Kreativ Andelsbevægelse med blandt andre Preben Mejer, direktør for videnscentret Radr og Anne Mette Zachariassen, direktør i Mind Y Business.
1Cicular by Design, workshop med bl.a. Dell og Ikea.
Debat om regulering af deleøkonomisk overnatning med bl.a. Airbnb og April Rinne.

FÆLLEDEN I GÅRDEN
Givisme ved Vovemod og Pindhund, Fødevarebanken, Rodskud, debat 3R kontor, Røde Kors, Rethink, Human Being og Robert Snider

GIVISMESCENEN
Debat om cikulær økonomi og bæredygtighed med blandt andre Anders Boisen, Innovationskonsulent i Aarhus Kommune og Johannes Lundsfryd, medforfatter til Rodskud og byrådsmedlem i Middelfart Kommune.
Debat om freelance arbejdsmaked i fremtiden med Nanna Højlund, næstformand i LO, Vibeke Jensen, beskæftigelseschef i Aarhus Kommune og Steffen Wegner Mortensen fra Hilfr.