De islandske sagaer - nu med alt det frække
Oversætter og kender af Island i Foreningen Norden
Foreningen Norden inviterer til en spændende aften med oversætter og islandskender Kim Lembek, som fortæller om nyoversættelsen af de islandske sagaer. Det er på Kirkehavegaard tirsdag 12. januar kl. 19.30.
Man kan med sindsro kalde den erfarne og ansete oversætter Kim Lembek for 'Sagaernes danske stemme'. Kim Lembek har beskæftiget sig med Island de sidste 25 år. Han er cand. mag. i dansk og islandsk fra Københavns og Reykjaviks Universitet og har - udover sagaerne - oversat mere end 30 værker af bl.a. Arnaldur Indriðason, Hallgrímur Helgason, Sjón, Einar Kárason og Bragi Ólafsson.
De gamle oversættelser af 45 islandske sagaer udelader det vulgære og komiske. Men nu er sagaerne nyoversat i ucensureret udgave.
Eksempelvis klager en kvinde i begyndelsen af ’Njals saga’ sin nød til sin far. Hendes mands penis er for stor, og de kan ikke gennemføre et samleje. Det står i hvert fald at læse i det oprindelige islandske håndskrift skrevet på kalveskind for ca. 700 år siden. Men ikke i de danske oversættelser. Ikke før nu.
Hidtil har danskerne kun haft mulighed for at læse en censureret version. I de tidligere danske oversættelser er detaljer om sagaheltenes seksualliv fjernet, og kvindens problem isolerer sig i stedet til det mere tilforladelige: Ægteskabsproblemer.
Men nu får de danske læsere altså mulighed for at få hele historien med, når de ca. 45 islandske sagaer udgives i nyoversat version.
Entreen til arrangementet dækker foredrag og kaffe eller te med kage.