Fredericia-musical på vej mod de skrå brædder i London
Esaura præsenteres på fredag for den britiske teater-branche
Fredericia Teaters egen lokalhistoriske musical, Esaura, vil på fredag blive præsenteret for Londons professionelle musicalindustri. Det sker ved en såkaldt reading på St. Jame's Theatre. En reading er en opsætning, hvor skuespillerne læser/siger deres replikker og synger sangene - men hvor de ikke er i kostumer, ligesom der heller ikke er kulisser og rekvisitter.
Esaura foregår i Fredericia i tiden omkring det berømte udfald 6. juli 1849. Historien handler om den unge kvinde, Esaura, og hendes forbudte kærlighed på tværs af fæstningsbyens kulturelle skel. Dermed er historien en slags Romeo & Julie-historie, men altså placeret i det historiske Fredericia.
Læs også: Minister-ros til Fredericiansk kultur-eksport
Forestillingen er skrevet af Mads Æbeløe, og musikken er komponeret af den amerikanske, prisvindende komponist, John Bucchino.
Præsentationen fremføres med en enkelt undtagelse af forestillingens oprindelige hold fra urpremieren i Fredericia i 2013. Hvis forestillingen falder i de britiske producenters smag og senere bliver opført, vil en del af indtægterne gå til udviklingscentret Uterus i Fredericia, som arbejder med udvikling af nye musicals.
Esaura var også i USA
Arrangementet i London er ikke første gang, Fredericia-forestillingen kommer ud i verden.
Som den første danske musical nogensinde opnåede Esaura nemlig for halvandet år siden anerkendelse på den internationale musical-festival, NAMT i New York.
Esaura var kommet blandt de 20 bedste nye musicals - udvalgt blandt 240 ansøgere. Placeringen kan sammenlignes med at kvalificere sig til VM-slutrunden.
Musicalen opnåede dog ikke den eftertragtede placering i top 8, der ville have ført til en reading for amerikanske teaterproducenter.