Shubidua-musical kan blive landets næststørste nogensinde
Københavnerne står i kø for at opleve Shubidua-musicalen i deres hjemby
I morgen er der Københavnerpremiere på Fredericia Teaters millionmusical med Shubiduas musik. Forestillingen, der storsolgte i Fredericia, storsælger også i København, hvor den skal opføres på Østre Gasværk Teater.
Teatersalen i Østre Gasværk er helt anderledes konstrueret end Fredericia Teaters egen sal, og derfor har det været nødvendigt at foretage en del tekniske ændringer i forestillingen, fortæller teaterchef Søren Møller.
"Folk vil opleve en lidt anden forestilling end i Fredericia," siger han.
Teknikken er ikke det eneste, der har drillet.
"Vi har haft nogle influenza-tilfælde, men det er heldigvis ovre igen," siger teaterchefen.
Billetsalg og indtægter
Allerede nu nærmer billetsalget i København sig 50.000 billetter. Og da Østre Gasværk og Fredericia Teater deles 50/50 om både indtægter og udgifter, har salget også økonomisk betydning for Fredericia Teater.
Når musicalen senere rykker til Aarhus, er forestillingerne solgt til en fast pris - hvorfor billetsalget der ikke har økonomisk betydning for Fredericia Teater.
"Det er en misforståelse, hvis folk i Fredericia tror, at vi spiller på udebane, fordi vi hellere vil være i København end i Fredericia. Vi er Fredericias teater. Men de sidste to uger med forestillinger i Fredericia var der ikke helt fuldt hus. Så det havde en naturlig ende. Her i København og i Aarhus regner vi med at kunne sælge lige så meget. Det er et fantastisk visitkort for Fredericia og teatret. Og der er også økonomi i det," siger Søren Møller.
Allerede nu er Shubidua - The Musical landets bedst sælgende forestilling i indeværende sæson.
"Og jeg tror på, at vi kan ende med at være den næstbedst sælgende forestilling i Danmark nogensinde," siger Søren Møller.