Trækker torsk i land for 139. gang
En af landets ældste foreninger, Hammel Torskelaug, holder sin generalforsamling og torskegilde 18. februar på Lyngåhus. Der er adgang for mænd over 25 år fra Favrskov. Hurtig tilmelding til Lyngåhus kan tilrådes (Fristen er 14/2). Der serveres torsk med sennepssovs og 15 slags forskelligt tilbehør.
Det sørger Jørgen Pedersen fra Lyngåhus for. Han plejer at skulle langt omkring for at skaffe det nødvendige tilbehør.
Sidste år var antallet af spisende deltagere over 100 og mange ville på venteliste.
Overtorskens store øjeblik
Generalforsamlingen kører naturligvis efter vedtægterne, og specielt Overtorskens tal ventes med spænding. Den fine formandstitel tilhører i øjeblikket Stig Andersen.
Et år kunne han berette, at Jeppe Aakjær faktisk har berømmet torsken – endda på vers:
Der går vist tusind Torsk i Fjorden
Og tusind-tusind Torsk på jorden.
Og Danmark er et lidet land,
Og torsken har kun lidt forstand.
Og derfor gaar vort lykkespin
i torskebugter ud og ind.
Og derfor smælder torskehalen
I bondens gård og rigsdagssalen.
I skolens rum, ved smedens esse
På prædikestolen i vor presse.
Og snart er Danmarks faneklud
En torskehale, foldet ud.
De nordmænd overnorsker os
Men ingen overtorsker os!
De svenskere
Torskegilde-lauget i Hammel er stiftet 1877. Lauget blev oprindeligt stiftet af en gruppe svenskere, der var beskæftiget med en ombygning af Frijsenborg. Før i tiden blev der næsten altid fremstillet sange til årets torskegilde. Disse sange havde ofte et personligt budskab og en høj grad af humor. Årets torskegilde har tidligere været afholdt i november, men de sidste godt 30 år har det typisk været i februar.