Fortsæt til indhold

Vild med brætspil? Kom og spil en hel dag med andre

Virksomheden Genfortæl inviterer til gratis brætspilshygge i Skanderborg en hel lørdag i sommerferien.

Kultur og byliv
sra

Wingspan, Habitats og Sheriff of Nottngham.

Det er bare nogle af de brætspil, der er på bordet, når iværksættervirksomheden Genfortæl lørdag 15. juli inviterer til heldagsarrangement på Mindet.

Fra klokken 10 til klokken 22 er der åbent for spilhygge i den gamle købmandsbutik, og alle er velkomne.

Ejer af Genfortæl, journalist Lotte Kristiansen, håber, at mange har lyst til at kigge forbi til brætspil i løbet af dagen. Hun har holdt brætspilsaftener hver anden tirsdag, siden hun åbnede virksomheden i oktober sidste år, og selvom det måske ligger langt fra journalistikken at kaste terninger og vende kort, så er det en vigtig del af forretningen.

»Jeg elsker brætspilsaftenerne i Genfortæl. Jeg har mødt så mange skønne mennesker på den måde, og for mig som erhvervsdrivende er det vigtigt at blive en del af lokalområdet. Det handler ikke om business men om at vise, at jeg sæter pris på alle dem, der har hjulpet mig med at lande godt her i Skanderborg,« siger Lotte Kristiansen.

Arrangementet i Genfortæl begynder med gratis formiddagskaffe til alle tilmeldte. Herefter begynder spillene, som bliver valgt efter interesse og antal spillere. Nye spil begynder løbende, så er man ikke til brætspil i 12 timer i streg, kan man også falde til i løbet af dagen.

Brætspilslørdag foregår på Mindet 3 i Skanderborg og er – som brætspilsaftenerne i Genfortæl om tirsdagen – gratis at være med i. Mere info og tilmelding på genfortael.dk.