Ønskelandet befolkes med børnedrømme
Som start på Kulturhovedstad 2017 går børn i gang fredag 20. januar i Skjød
Der er travlt rundt på kommunens skoler. Der skal formuleres ønsker til fremtiden. ”Ønskelandet skal have sit.”
Hvad de enkelte klasser vælger? ”Om de vælger at lave en sang, spille musik, spille teater eller noget helt fjerde er op til deltagerne,” siger koordinator Frederik Schøler fra Favrskov Bibliotekerne.
Boder med aktiviteter
Hver klasse får et træhus og to telte. En del af klassen bemander, mens resten drager rundt og besøger de andre boder.
I alt deltager 1239 børn fra børnehaverne til 9. klasse.
Der startes op kl. 09.00 med et kor på 300 elever. Her medvirker den musiske kunstner Tine Mynster. Hun er garanti for, at der bliver gang i den. Alberte Windings sang skrevet til lejligheden vil også kunne høres.
Til himmels
Senere på formiddagen kommer børnehavebørnene (286) med deres ønske-tegninger. De bliver sat op på tre høje pyramider, og når solen ringes ned, sendes tegningerne op i Ønskehimlen.
Undervejs byder billedskoleelever på en åben workshop, og 8. klasse fra Ulstrup Skole spiller solen ned sammen med Favrskov Musikskole.