Fortsæt til indhold

48 rigtige danske familier bliver udstillet på slottet

Se portrætterne af deltagerne i det landsdækkende kunstprojekt

Kultur og byliv
Arkiv

Fra 1. februar til 1. april kan kunstprojektet 'En rigtig dansk familie' opleves på Det Nationalhistoriske Museum på Frederiksborg Slot. I efteråret var DR i Hillerød for at caste familier til projektet, og portrætter af de familier, der deltog, udstilles nu på museet.
'En rigtig dansk familie' er et kunstprojekt af den engelske kunstner Gillian Wearing skabt i et samarbejde mellem Kunsthal Aarhus, DR og Statens Museum for Kunst.
Gillian Wearing har sat sig for at finde 'En rigtig dansk familie' og støbe familien i en 1:1 bronzeskulptur, som offentliggøres 12. oktober i forbindelse med åbningen af Gillian Wearings soloudstilling på Statens Museum for Kunst. Skulpturen udstilles permanent i det københavnske byrum.

500 familier meldte sig

I efteråret rejste DR rundt i hele Danmark og castede familier. 500 familier meldte sig, og et dommerpanel har nu udvalgt den endelige familie, som dog holdes hemmelig frem til offentliggørelsen af bronzeskulpturen.
I efteråret 2017 sender DR2 en programserie, som dokumenterer hele projektet.
Gillian Wearing sætter fokus på familien som ramme for udvikling af identitet, selvforståelse og kultur. Med bronzemonumentet vil hun hylde familien og familielivet. Samtidig peger projektet ind i den aktuelle debat om familietyper og –normer, for hvordan ser en rigtig dansk familie ud og hvordan definerer vi en familie?
I februar og marts udstilles 500 familieportrætter af de tilmeldte familier på 11regionale udstillinger. Udstillingerne er knyttet til det lokalområde, hvor castingen af familierne foregik.

48 familier med i Hillerød

I udstillingerne kan besøgende opleve familieportrætterne samt udvalgte familiers beskrivelser af deres familieliv, og hvorfor de mener, at de er 'En rigtig dansk familie'.
I Hillerød deltog 48 familier, og det er portrætterne af disse familie, der udstilles på Det Nationalhistoriske Museum. En kortfilm i udstillingen viser de 500 familier fra de landsdækkende castings. jesl