Fortsæt til indhold

Osman har stået i lære ved Berlins måske mest legendariske döner-bar. Nu bruger han alle tricksene i Aarhus

Det er revanche-tid for Osman Pöhrenk, der nu har åbnet Berlin Gemüse Döner på Frederiks Allé.

Kultur og byliv

I Berlin-bydelen Kreuzberg findes et på overfladen ganske lille og undseeligt sted, som året rundt - dag efter dag - formår at få turister såvel som de lokale berlinere til at stå i meterlang ”schlange”, og det man på ”die Autobahn” nok bedst vil betragte som ”stau”.

Og det, der får rejseguides som Tripadvisor til at sende folk i kløerne på op til flere timers ventetid og meterlang kø, er, hvad man i den lille hvide vogn på Mehringdam 32 kan med den tyrkiske specialitet döner.

Mustafas Gemüse Kebap er navnet på kult-spisestedet, der ofte har så lang en kø, at det kan få Berlin Fernsehturms ditto til at se overkommelig ud. Og den succes, man har der i den tyske hovedstad, drømmer Osman Pöhrenk nu også om at overføre til Aarhus og Frederiks Allé 89, hvor Berlin Gemüse Döner åbnede i fredags.

»Altså den kø - de har dernede - det er vanvittigt. Jeg har selv købt der op til flere gange, hvor det har taget to til tre timer. Den eneste gang, jeg har kunne få en döner rigtig hurtigt, der tog det 25 minutter. Men der stillede jeg mig også i køen, inden kødet overhovedet var klart. En af dagene var der også en, der bare råbte ”verdammt” og forlod køen halvvejs. Han havde åbenbart middagspause og kunne ikke nå frem i tide,« fortæller Osman Pöhrenk og griner.

Det er ham, der åbner det nye döner-sted i Frederiks Allé, og han har også været på flere inspirationsture til Berlin og stået i lære hos førnævnte Mustafas Gemüse og K’ups Gemüsekebap i Berlin, som også bliver drevet af selveste hr. Mustafa. Men mens dönerens popularitet er kæmpestor syd for grænsen, har den herhjemme været mere begrænset.

I mange shawarma-barer i Aarhus er okse-kebaben større en kyllingekebaben - men hos Berlin Gemüse Döner er det kyllingen, der har hovedrollen. For man kan heller ikke få med okse - endnu. Kyllingen er også den vigtigste af de to hos döner-forretningerne i Tyskland, fortæller Osman Pöhrenk. Hos Mustafas Gemüse bruger man mellem 150-200 kilo kyllingekød - hver dag. Og det skal skæres manuelt med kebab-sværd. "Med de automatiske kan kødet godt blive most," siger Osman. Foto: Anders Michaelsen.

Der skal kærlighed i

Og at der kan være udfordringer ved at få en döner-bar op at køre i Aarhus, ved Osman Pöhrenk også lidt om. Han valgte nemlig sidste år - få måneder efter den ellers var åbnet - at lukke sin Berlin Döner-butik på Aarhus Ø ved Bassin 7. En forretning som han drev sammen med broren Metin.

»Den levede ikke op til vores forventninger og kvalitetskrav. Og jeg vil ikke have et dårligt ry,« siger Osman Pöhrenk om lukningen.

Ifølge ham var der for skiftende kvalitet i de döners, der blev langet over disken. Og hvad man fik, afhang lidt for meget af, hvem der havde lavet döneren. For det kræver ifølge ham tålmodighed og passion at lave en ordentlig döner.

»Den største udfordring i vores branche er at finde personale. Alle kan læres op, og vi har også haft mange til samtale, og masser af cv’er liggende. Men det kræver også en gnist - og vi har ikke lyst til at samarbejde med folk, der ikke laver mad med kærlighed. Det skal der i - det er den sidste og vigtigste ingrediens,« siger Osman Pöhrenk, der nu er startet på en frisk og laver et comeback i Frederiks Allé.

Hvis vi fejler med det ene produkt her, så er vi virkelig nogle klaphatte
Osman Pöhrenk, indehaver af Berlin Gemüse Döner.

Og denne gang er det ham, der lærer alle nye medarbejdere op. Før var det sidemanden, der lærte den nye op. Og så er opskriften og ingredienserne også kommet tættere på det, man bruger hos Mustafas Gemüse Kebap, fortæller han.

Både det tyrkiske brød, kyllingekødet og saucerne er hentet i Berlin og er magen til det, der bliver brugt i vognen i Kreuzberg - det er kun grøntsagerne, der er fra Danmark.

Döner er den tyrkisk pendant til den græske gyros og den arabiske shawarma - som i alle tre tilfælde dækker over det at dreje og grille kød. Men modsat de mange shawarmaer, som de flest nok kender, bliver döneren serveret i et tykkere brød og med flere grøntsager - herunder med kartofler og feta som topping. Foto: Anders Michaelsen

Keep it simple

I Berlin Gemüse Döner kan man i første omgang kun få döner med kylling:

»Vi har kylling her, som vi laver ligesom Mustafa, og så har vi derudover også vores vegetariske halloumi, som er en grillost, vi friterer og serverer i berlinerbrød med falafelmix og grøntsager. Han (Mustafa, red.) har også en oksedöner, der er lavet med hakket fars, men den bliver lavet på en helt anderledes måde, og det kan vi ikke gøre her endnu, men det er måske på tegnebrættet. Men vi vil gerne koncentrere os om det, vi har nu,« siger Osman Pöhrenk, der er overbevist om, at kunderne nok skal kigge forbi.

»Jeg ved, det her skal nok give succes, fordi som sagt, det er ét produkt, vi har, og hvis vi fejler med det ene produkt her, så er vi virkelig nogle klaphatte,« siger han og griner.

Berlin Gemüse Döner holder til på Frederiks Allé 89 og har åben alle dage fra kl. 11.30-21.