Fortsæt til indhold

Se som en blind, bliv mørkeræd og føl som en metalsanger

Kultur og byliv
Arkiv

AARHUS: Med udstillingen "Sort ['so?? d] - træd ind i en antropologisk ordbog" undersøger 77 studerende fra Antropologi på Aarhus Universitet, hvad sort betyder for os mennesker.
- Vi vil gerne give gæsterne en fornemmelse af, hvordan farven sort kan opleves for en mand, der er blind, et barn, der er mørkeræd, eller en kvinde, der er mørk i huden. For selvom vi alle sammen lever i den samme verden, erfarer vi jo verden forskelligt. Før feltarbejdet anede jeg for eksempel ikke, hvad en blind mand egentlig ser, forklarer en af de studerende, Rebekka Zoll om udstillingen.
De studerende har på bare én måned udført feltarbejde i bl.a. Dansk Blindesamfund, på Julemærkehjemmet Hobro og i Møns Dark Sky Park. Det er blevet til en udstilling, hvor både film, lyd, tekst og genstande skal invitere gæsterne til at gå på opdagelse i det sorte.
- Umiddelbart forbinder vi det sorte med noget ondt, noget trist eller noget farligt, men samtidig finder vi også ro, stilhed og måske noget dybere i det sorte. Udstillingen giver et interessant indblik i nogle af de her paradokser, der kommer til udtryk i alt fra kaffeforbrug til metalmusik, fortæller Jannik Grann, der er studerende og kurator for udstillingen.
Udstillingen kan opleves frem til 27. august på Moesgaard Museum.