Bibliotek fejrer Danmarks Lise Nørgaard
Ordrup Bibliotek fejrer hele Danmarks Lise Nørgaard i hele juni
Kom og vær med, når Ordrup Bibliotek i juni måned hylder Lise Nørgaards 100 års fødselsdag med foredrag, jazz, en udstilling fra Korsbæk på Bakken og filmaftener, der har Lise Nørgaards liv og værk i centrum - et liv fyldt med journalistik, forfatterskab og og så lige en tv-serie med navnet Matador. Netop tv-serien er emnet for en udstilling på Ordrup bibliotek.
“Vi åbner dørene for en spændende udstilling fra Korsbæk på Bakken med en stor model over Korsbæk og fine interiørmodeller af de kendte og elskede Korsbæk-borgeres stuer. Bliv forført af Nørgaards berømte og klassiske Matador-univers og mærk charmen og biddet fra en historie, der takket være Lise Nørgaards stilsikre fortælletalent, er blevet en del af den danske folkesjæl. Udstillingen kan opleves 1. – 30. juni,” skriver biblioteket i en pressemeddelelse.
Foredrag om Lise
Der vil også være foredrag på programmet. Filmkritiker, journalist og forfatter Jacob Wendt Jensen er forfatter til den nye biografi om Lise Nørgaard, 'Lise Nørgaard. De første 100 år'.
I et foredrag fortæller han om biografiens tilblivelse baseret på en lang række nye interview, både med Lise Nørgaard selv og med kollegaer, familie og venner. Jacob Wendt Jensen har tidligere skrevet biografier om Ove Sprogøe, Victor Borge, Jack Nicholson og Nina van Pallandt. Det foregår på Ordrup Bibliotek torsdag 8. juni kl. 19-21.
Ordrup Bibliotek sætter også fokus på en del af den tidsperiode, som Matador skildrer - nemlig 30'erne.
Mange forbinder perioden med krise og arbejdsløshed, men tiden var også præget af nytænkning og visioner inden for bl.a. kunst, arkitektur og sundhed.
Men hvordan så det ud her i området? Kunne Matador have udfoldet sig i Gentoftes gader?
Historiker Eva Klemensen fra Lokalhistorisk Arkiv tager tilhørerne med tilbage i tiden torsdag 15. juni kl. 19-20.30.
Man vil også mærke historiens vingesus, når Korsbæk Jazztrio gæster biblioteket den 22. juni kl. 19-21. Jazztrioen byder på fortolkninger af bl.a. Liva Weel, Leo Mathisen, The Andrew Sisters, Billie Holiday og mange flere.
Flere film
Endelig bliver det også muligt at se instruktøren Peter Schrøders portræt af den unge Lise Nørgaard på Ordrup Bibliotek tirsdag 6. juni kl. 19-21.
Den 20. juni kl. 19-21 kan man opleve en optagelse af Det Kongelige Teaters musicalversion af Matador, iscenesat af Peter Langdal og med musik af Bent Fabricius-Bjerre.
Se tidspunkter for alle arrangementer og bestil billetter på www.genbib.dk/matador.
Alle arrangementer er gratis, men husk at tilmelde dig.