Reumert-regn over Fredericia Teater
'Klokkeren fra Notre Dame' fik hele tre af landets fineste teaterpriser i weekenden
"Det er en fantastisk følelse. Vi oplever her noget så sjældent, som at en forestillingen både har publikums gunst, anmeldernes gunst og nu og branchens gunst. Den treenighed er faktisk ret sjælden. Det er en dejlig fornemmelse," siger teaterchef Søren Møller.
I weekenden uddeltes landets fineste teaterpriser, Året Reumert. Hele tre af dem blev sendt til Fredericia, hvor dommer-komitéen ikke kunne komme udenom millionmusicalen 'Klokkeren fra Notre Dame'. Ikke, at de forsøgte at komme uden om den. Tværtimod:
"Sangerne brillerer. Scenografien overrumpler. Iscenesættelsen fascinerer fra første sekund. Alt lykkes i denne overdådige forestilling, der med elevator-lethed flyver fra katedralens bænke til tårnets udsigtspunkt - og som også tager turen op og ned i den menneskelige psykologi, dybt bevægende. Klokkeren fra Notre Dame er musical i verdensklasse!", skriver dommerne i deres motivation for at sende den eftertragtede pris til Fredericia.
"Den motivation er jeg meget glad for. Ordet verdensklasse er måske let at tage i brug for nogle. Men det er et stort ord, som også passer med de meldinger vi modtager andre steder fra. Vi har jo haft adskillige, adskillige branchefolk fra det store udland inde at se, hvad vi laver. Og de melder, at vi er foran på point," siger Søren Møller.
Aldrig mere underdog
I de senere år har en del af fortællingen om Fredericia Teater været, at det har præsteret langt over forventning for et provinsteater - at det har været en overraskelse, at et så forholdsvis lille teater i en så forholdsvis lille by kunne levere så uforholdsmæssigt stort og godt igen og igen.
Den historie må vel være ovre nu, hvor I i dén grad har fået branchens anerkendelse. I kan vel ikke længere hævde at være underdog?
"Nej, underdog-fortællingen går ikke længere. Bortset fra, når vi taler om subsidier: I den sammenhæng er vi stadig et af de små teatre. Men kunstnerisk og publikumsmæssigt er vi nu at regne for et af de store," siger Søren Møller.
Han håber, at kulturstøtten lægges om, så blandt andre Fredericia Teater bedre kan udvikle musical-branchen til at være en eksport-succes, som vil sætte Danmark på verdenskortet og samtidig generere en økonomi tilbage til kulturen i Danmark.
"Men det er en anden snak. Først skal vi fejre det her. Med prisen følger 35.000 kroner. Dem vil vi bruge på en ekstra god afslutningsfest, når forestillingsperioden med 'Klokkeren fra Notre Dame' i København slutter.
'Klokkeren fra Notre Dame' har repremiere i København på fredag i næste uge og opføres foreløbig frem til 19. august.