Somalisk Kultur Festival med sangstjerner
AARHUS: Sang og musik i massevis, folkedans, akrobatik, fodbold, debat og udstillinger er indholdet i en kulturfestival, der er anderledes og appellerer bredt i Aarhus.
"Sol - Sommer og Somalisk Kultur Festival" præsenterer to somaliske sangere og musikere, Lafoole og Farah Kaftan, som er internationalt kendte, og som appellerer både til den somaliske og den europæiske/danske musiksmag.
Festivalen holdes fredag 7. juli, lørdag 8. juli og søndag 9. juli i Gellerup og Aarhus Midtby. Lafoole er en somalisk sanger, som bor i Stockholm. Farah Kaftan, som bor i Holland, synger på arabisk og indisk.
De to musikere og sangere kan opleves søndag 9. juli. Det sker i Gellerup, hvor der desuden er optræden af Rasta Mizizi Acrobats, kendt fra TV2's "Danmark har Talent". På scenen kommer også African Footprint Legends fra Aarhus med trommer og afrikansk dans, og der bliver taler af blandt andet forhenværende biskop Kjeld Holm.