Fortsæt til indhold

700 års musik i Djurs og Mols

Ved 12 førsteklasses koncerter og små pop-up events i gader og stræder vil klassisk musik dukke op på scener i hele Syddjurs fra 26. juli til 1. august.

Kultur og byliv
gs

Sommeren er over os, og det betyder, at klassiske musikere fra nær og fjern indtager vandrehjemmet ”Toppen af Ebeltoft” som base for en uges koncerter, masterclass med internationale studerende og socialt samvær omkring musikken.

I år er det 13. år i træk, at Klassiske Koncerter I Djurs og Mols forener store klassiske navne med lokale kræfter og bringer musikoplevelser ud til sommerferiegæster og lokale borgere, fortæller arrangørerne i en pressemeddelelse.

Festivalen er et mødested, hvor både nogle af tidens førende musikere, studerende og ikke mindst publikum samles om musikken. Både de velkendte klassikere kan høres og en nulevende komponist, der deltager som hovednavn, er med til at føre den klassiske musik op til i dag. Dette er i år en af de mest fremtrædende islandske komponister Daniel Bjarnason, som udover at være komponist medvirker i impro-band og som dirigent.

Festivalen starter med en afslappet gratis koncert med unge musikere fra Open Strings Masterclass i gården på Toppen af Ebeltoft. Det er cellisten Jakob Kullberg, der leder kurset, som en afstikker af festivalen I Djurs og Mols. Festivalen har hans søster Maj Kullberg grundlagt sammen med deres musikalske forældre, der bor i Esby.

Ambitionen har lige siden festivalen startede i 2011 været at bringe kvalitetsmusikoplevelser ud til et bredt publikum og prøve forskellige smukke scenerum af i området.

I år kommer koncerterne til Rosenholm Slot, Fregatten Jylland, Molskroen, Havmøllen, Toppen af Ebeltoft, på havnen, og på Maltfabrikken blandt andet samt i mange af de omkringliggende kirker.

DR P2 sender

Torsdag 27. juli står den unge solofløjtenist i Det Kgl. Kapel Joachim Becerra Thomsen for et program sammen med fem musikalske kolleger, som DR P2 transmitterer direkte fra Bregnet Kirke. Programmet byder på nogle af de mest kendte klassiske værker af Bach, Beethoven og Mozart og en nutidig kvartet af Daníel Bjarnason.

På Maltfabrikkens Kulturloft afholdes tre koncerter under festivalen. Blandt andet en meget romantisk koncert med klaverstjernen Katrine Gislinge, som med stor succes har spillet på I Djurs og Mols mange gange siden den allerførste festival. Hun elsker atmosfæren på festivalen:

»Det er altid spændende at spille koncert et nyt sted, hvor publikum ofte kommer helt tæt på, og det bliver mere nærværende end i store koncertsale,« fortæller hun. I år spiller hun mandag 31. juli en koncert, der kredser om kærlighed og kunst med sopranen Kari Postma og skuespiller Katrin Weisser, der læser op undervejs. Musikken er fra Wien og af Schubert, Schumann og Brahms.

Forfatterkoncert

I årets program er der musik fra 700 års musikhistorie. Det kendte vokalensemble Musica Ficta og Ensemble Storstrøm opfører deres meget roste koncert med musik fra 1300-tallet. Musikken bliver bragt til live på moderne instrumenter, og det bliver noget helt særligt at sidde i Dråby Kirke, der blev bygget på samme tid og opleve hvor avanceret, svingende og klangfuldt musikken lød dengang.

En forfatterkoncert i luksusklassen med den kendte lokale forfatter Josefine Klougart finder sted søndag d. 30. juli i samarbejde med Molskroen. Efter en udsøgt brunch er der koncert og oplæsning i orangeriet på Molskroen. Temaet er naturen i både tekst og musik, spillet af Ensemble Storstrøm.

Flere oplysninger om enkelte koncerter på festivalens hjemmeside https://klassiske-koncerter.dk/, hvor også billetter kan købes.