Tag på rundtur til kirkerne i Fornæs Pastorat og nyd lokale kunstneres værker
For tredje år danner 11 kirker i Fornæs Pastorat ramme om lokale kunstneres kunstudstillinger.
For tredje år i træk gentages succesen med sommerudstillinger af billedkunst i en række norddjurske kirker. Også i år kan publikum glæde sig til unikke oplevelser, når en middelalderkirke danner ramme om moderne kunstneriske udtryk i bla. maleri, keramik og glas.
Projektet ’Kunst i kirkerne’, som kan opleves i hele juli måned og ind i august i 11 kirker fra Grenaa og den nordvestlige omegn samt Anholt, der udgør Fornæs Pastorat, sker i et frugtbart samarbejde mellem lokale menighedsråd og kunstnere.
Menighedsrådene har ganske enkelt inviteret billedkunstnere ind med deres værker for at give både medspil og modspil til de måske århundredgamle kirkers altertavler, krucifikser og glasmosaikker.
Ikke alene får besøgende og turister en enestående oplevelse i åbningstiden i hverdagene, men også kirkegængerne om søndagen kan måske gå hjem med en ekstra belysning af præstens prædiken, når øjets og ørets oplevelser spiller sammen.
Fordybelse og opdagelse
Indgangene til en stor oplevelse er i hvert fald mange, og som arrangørerne skriver i den fine folder, som er udgivet i forbindelse med sæson 3 af ’Kunst i Kirken’:
»Du kan fordybe dig i kunsten, og du er også velkommen til at gå på opdagelse i kirkens arkitektur og historiske detaljer. I hver kirke finder du information om de deltagende kunstnere. Vi har åbnet kirkerne for dig og andre nysgerrige. Alle kirker indgår som punkter på pilgrimsvandring “Sankt Gertruds Sti”. Brug bilen, cyklen eller vandreskoene. Og tag gerne en nabo, en kollega eller en god ven under armen.«
Folderen giver læseren en lille præsentation af de deltagende kunstnere på både dansk og engelsk samt kort information om kirkerne.
En lille perle
Den lille Villersø Kirke byder på lidt af en egnsspecialitet, nemlig et styltetårn. Et styltetårn er et spinkelt kirketårn med en eller flere åbne rundbuer og et lukket rum foroven.
Kirken er fra ca. 1200, tårnet er kommet til engang i 1500-tallet. Inde i våbenhuset pryder en oval malet gravplade væggen. Et minde om Ane Holst, der fik en tragisk død i 1779: “hendes udgang var forårsaget af den bedrøvelige grasserende blodgang” (dysenteri).