Fortsæt til indhold

Store navne til Open Air på Podiet

Hvis du kan lide livemusik, øl, sol og god stemning og endnu ikke har sikret dig et armbånd til årets Open Air, så skal du skynde dig.

Kultur og byliv

Igen i år åbner Podiet Sport & Musik Bar for Open Air. En hel dag med musik, mad og fri bar, hvor konceptet er, at man får et armbånd, som ’på en rigtig festival’, og så kan man komme og gå, som man vil.

Det er måske ikke de mest moderne navne, der kommer til årets Open Air på Podiet, men det er i hvert fald de største, der har været på programmet siden Bent Thers første gang lavede Open Air i 2020. På plakaten optræder fire navne.

Rasmus Nøhr åbner ballet, senere følger Moonjam, Halberg & Friends, og til at lukke festen af kommer Venus, som har udmærket sig i at fyre den af med gode gamle 80’er hits. De spillede også på Podiet i 2021, som i øvrigt var deres første job nogensinde på fastlandet - de kommer fra Sjælland.

Bent Thers fra Podiet Sport & Musik Bar fortæller, at Open Air plejer at være årets største fest.

»Jeg kalder det en intimfestival, for der er kun plads til godt 200 mennesker, men det bliver festen ikke mindre af.«

Koncerten foregår udendørs, men en del af området vil være overdækket.

«Jeg er 100 på, at vejret bliver godt. Det plejer det at være,« proklamerer Bent Thers.

Open Air finder sted 29. juli fra 14-23.30. En dagsbillet koster 800 kroner.

»Det kunne nok ikke lade sig gøre uden sponsorerne, som er lokale firmaer, der bakker op, og på den måde måske får en personaletur eller noget ud af det, så stor tak til dem«

Uanset, om du er almindelig gæst eller sponsor, så følger der fri bar med i billetten, i hvert fald når det gælder øl, vand og vin.

»Vil man have noget stærkere, skal man betale for det,« siger han med et grin.

Hertil kan købes mad. Bent Thers tænder op i grillen, så der vil være pølser, steg, salater og kartoffelsalat.

Der er stadig enkelte billetter tilbage at få, og hvis de ikke alle bliver solgt på forhånd, kan indgang også købes i døren. Billetprisen vil i øvrigt falde 100 kroner for hvert band, der har spillet.

Når musikken stopper, vil Podiet selvfølgelig have åbent længere ind i sommernatten, og det samme vil den nye Klub K.