Farverig kunstner med en mission: Leg og humor er totalt undervurderet i samfundet
David Bjerres malerier er en eksplosion af farver.
Hvis du ser på verden kun fra den nyttige og logiske side, støder du på en mur, for nytte og logik kan ikke løse alle problemer. Det mener kunstmaler David Bjerre fra Hinnerup, der vil åbne vores øjne for en mere humoristisk, legende og spontan tilgang til livet.
»Alle kan ikke altid lave det, de har lyst til, men vi kan arbejde med at bringe os hen, hvor vi er glade. Vi er nødt til at have struktur i vores liv, men vi skal tage legen mere ind i vores univers. Så bliver vi også meget bedre til det nyttige. Det er totalt undervurderet i vores samfund, hvad humor og leg kan. Vi har brug for mere leg og humor,« siger David Bjerre, der for en del år siden selv stødte på samfundets logiske mur.
Han er uddannet økonom fra Aarhus Universitet og beskriver sig selv som en elitesoldat fra konkurrencestaten, der kørte mod betonvæggen. Jobbet som økonom var i bund og grund ikke lige David Bjerre. Han blev træt og nedbrændt, trivedes ikke og søgte tilflugt i kunstens verden.
»Jeg kunne ikke de der fem møder om dagen og havde udviklet halvsociale fobier og en halvængstelig adfærd, så jeg begyndte at male. Det udviklede sig langsomt og var i mange år udelukkende selvterapi.«
Terapi blev til arbejde
For omkring 10 år siden begyndte David Bjerre at sælge sine malerier, og han har nu i nogle år levet godt af at sælge sine malerier, der efterspørges fra fjern og nær.
David Bjerre er kendt for sine meget store og ekstremt farverige abstrakte malerier, han selv beskriver som en eksplosion af farver. Malerierne har typisk mange lag, så der ryger hurtigt 50-100 liter maling, når han svinger penslen på et stort lærred.
»Mange bliver skræmt af store malerier. Sådan har jeg det slet ikke. Jeg elsker maleprocessen og tænker åh nej, er jeg allerede snart færdig, når jeg har malet det første lille hjørne.«
I sit værksted har han to store maleborde, hvor han blander våd og størknet maling, som han bryder op med en slagboremaskine.
»Malingen i sig fortæller en historie og er ikke bare en todimensionel flade. Jeg er helt hooked på det tredimensionelle i malingens kunst,« fortæller David Bjerre og understreger, at han hverken bruger papmache eller ståltråd i sine malerier.
På skuldrene af Jorn
David Bjerre er meget inspireret af den internationale kunstnerbevægelse Cobra og i særdeleshed danske Asger Jorn, som var en af initiativtagerne til Cobra.
»Jeg er enormt fascineret af deres legende og naive univers, der var et oprør mod vores regelrette samfund, som nogle af Cobramalerne meget naivt troede kunne føre til en kommunistisk revolution. Det er ikke mit mål, men vi har brug for en revolution igen – en rar og menneskelig revolution, hvor vi kan grine ad det hele, og hvor alt det unyttige får værdi.«
»Asger Jorns malerier var meget farverige og gådefulde, og jeg står stolt på skuldrene af ham og frem for alt hans tankegods, naivitet og spontanitet. Jeg er Asger Jorn på stoffer – lærredsstoffer,« siger David Bjerre med et smil og understreger, at han aldrig har været på stoffer.
»Jeg ville jeg helt sikkert ryge på psykiatrisk hospital, hvis jeg prøvede stoffer. Jeg er bare vild og har noget, der skal ud.«
Livskvalitet og glæde
David Bjerre lever primært af bestillingsværker til folk, der typisk har set malerierne på sociale medier og kommer forbi hans studio for at se værkerne i virkeligheden. Kunderne har normalt nogle ønsker til stil og størrelse, som han arbejder ud fra.
»Det er en sjov udfordring, og jeg bestemmer selv, hvordan maleriet kommer til at se ud.«
Der kommer typisk 5-10 kunder om ugen i David Bjerres studio på Navervej i Hinnerup, ligesom han tager ud til folk i hele landet og viser sine malerier frem. Så beholder kunderne et eller to og får nogle dage til at tjekke dem ud uden afregning.
»Det er en investering i livskvalitet og glæde, og det er sindssygt vigtigt for mig, at mine kunder er glade.«
Det, der gør David Bjerre allermest glad, er, når han bevæger sig rundt med sine malerier og bliver stoppet af folk på gaden.
»Jo mere vildt og farverigt det er, jo flere stopper mig og siger, hold kæft hvor er det flot. Det er meget bekræftende, at folk er nysgerrige og modtagelige over for mit glædesunivers.«
Nyt studio
David Bjerre er lige flyttet ind i et nyt studio på Navervej 17, der ligger tæt på hans tidligere studio og værksted på Navervej, han har beholdt.
Studioets vægge og gulv er kridhvide og står dermed i skarp kontrast til de farverige malerier på væggene. I midten af studioet står et par sorte svanestole, og i enden står et sort flygel, som David Bjerre gerne giver et nummer på. I afslapningsrummet finder man desuden et par guitarer, der vidner om, at musik ligesom maleri har været David Bjerres følgesvend i hans livs rejse fra økonom til kunstner.
»Jeg ville ikke kunne leve uden musik. Jeg elsker musik.«