Fortsæt til indhold

Bio Huset har bøn til vejrguderne: Mindre regn og blæst, please!

Bio Huset er klar med film, koncerter og rundvisninger, hvis ellers vejrguderne er nådige. Det må gerne holde tørt, når der er musik under åben himmel. Og blæsten må gerne løje af, så der ikke kommer flere skader på skulpturerne.

Kultur og byliv
gs

Mandag 31. juli åbner Bio Huset igen efter ferien og er klar til at vise film. Den første uge bliver et gensyn med Mission: Impossible - Dead Reckoning Part One, Indiana Jones and the Dial of Destin og Toves værelse. Til børnene har BIOHuset valgt Elementært og Rosa-det vilde søuhyre.

På Torvet bliver det et festligt genhør med Låsby Harmonikaklub torsdag 3. august kl. 19.30, og det er en helt gratis oplevelse.

Torsdag 10. august er det gruppen Treats, der indtager scenen. De spiller en blanding af nye og gamle rock, pop og blues numre.

Traditionen tro er det The Old Hounddogs, som lukker og slukker det års sommerkoncerter. Det sker 17. august med musikstart kl. 19.

»I hele juni måned var vi heldige med vejret, skønt mildt sommervejr, så ingen bekymrede blikke mod himlen, og vi tjekkede ikke konstant vores vejrudsigten på telefonen. Juli måned har været regnfuld og lidt kold, så mon ikke vi er heldige igen, når vi kommer til august. Vi håber det bedste og glæder os til at byde velkommen til musik under åben himmel,« lyder det optimistisk fra Bio Huset i pressemeddelelsen.

Ødelagt af blæst

Lørdag 29. juli kl. 10 er Biohuset klar til en ny rundvisning blandt skulpturerne.

Sommerblæsevejret har givet os lidt udfordringer. De tre figurer Descendants of Cain, som er placeret på Nytorv, er lige nu reduceret til to figurer.
Tove Severinsen, Bio Husets formand

»Sommerblæsevejret har givet os lidt udfordringer. De tre figurer Descendants of Cain, som er placeret på Nytorv, er lige nu reduceret til to figurer. De kunne ikke modstå det kraftige blæsevejr, den ene figur blæste ned af soklen og er knækket. Den er afleveret til kunstneren, som fortager reparation, og vi håber, at den er tilbage på plads midt i august,« fortæller Bio Huset og fortsætter:

»Tøsefrø på fad er ligeledes sendt hjem til kunstneren til reparation. Den har været væltet et par gange og til sidst gav frøen op. Den knækkede af granitfadet, så også her bliver gæsterne mødt af et skilt med teksten. “Tøsefrø er sendt til reparation, vi håber den snart er tilbage på plads.«

Inden sommerferien nåede Biohuset op på ca. 225 gæster, der fik en rundvisning blandet skulpturerne.

»Vi glæder os til igen at byde velkommen ved Præstdam, hvor rundvisningen starter. Vi er bare så klar til at fortælle om Gammel klog hest, Stranddamer, Guttermændene og mange flere,« lyder det fra Bio Husets formand Torve Severinsen.