Fortsæt til indhold

Europæiske specialiteter hele ugen

20 boder på Torvet i Grenaa med det bedste fra Europa.

Kultur og byliv

Uge 30 er lig med europæiske specialiteter i den helt store stil på Torvet midt i Grenaa. Alt fra italienske pizzaer, skinker og pestoer, engelsk slik, hollandsk ost og fish & chips, tyske pølser, græske oliven og engelsk porcelæn kan nydes og købes - sammen med fransk sæbe, sydeuropæiske hatte, sten, smykker og meget andet.

En stribe danske byer - 18 i alt - får også denne sommer besøg af European Street Market - og blandt dem er traditionen tro Grenaa. Her har markedet været en trofast gæst gennem mange år. I år har 20 boder meldt ankomst til Grenaa. Markedet kan opleves tirsdag til lørdag.

Markedet, der første gang gæstede Danmark i 2008, er populært. Det kan godt være, at byens spisesteder kan mærke konkurrencen, men det ser ud til at folk fra både nær og fjern holder af at få lidt sund inspiration til de hjemlige kødgryder.

Der er rige muligheder for at smage på varerne inden man køber - og tilmed få udvidet sin horisont. Og med mulighed for både at spise på stedet eller tage med hjem.

Uge 30 er også lig med Kattegat Cup, hvor der spilles fodbold på de lækre baner ved Grenaa Stadion fra torsdag til lørdag - og traditionen tro gennemfører Handel Grenaa i samarbejde med Grenaa Aktivitets og Musik Forening Open By Night torsdag aften med masser af musik i gaderne, fede biler på kirketorvet, hoppeborg til de mindste på Grisetorvet, grillpølser og rosébar i Østergade og meget mere.

Butikkerne er åbne helt til klokken 22. Bandet Heart Rock spiller på Torvet fra klokken 19 og Frank Cliforth spiller i Østergade fra klokken 18.30.