Haveselskabet på tur til Rønde
gs
Haveselskabet Randers tager tirsdag 8. august på ’kør selv-tur’ til en stor landbohave i Rønde.
Haven er på knap 4.000 kvadratmeter, og der er en blanding af stauder, bærbuske, frugttræer, surbundsbede, havedam og køkkenhave i højbede. Der er også en lille vingård.
Haven er anlagt løbende igennem de seneste 30 år. Der er en fantastisk udsigt til Mols Bjerge og en stor mangfoldighed af insekter og fugle i haven. Haven dyrkes uden gift og ud fra økologiske principper.
Rundt i haven eller i det store orangeri vil der være mulighed for at nyde en kop kaffe og kage. Der er et lille plantesalg samt salg af honning.
Alle er velkomne. Tilmelding på haveselskabets hjemmeside.