40 år i Kino - og snart er det slut
Nia og Gert Skov markerer 40 års jubilæum og overdrager biografen til datter og svigersøn til nytår.
40 års jubilæet markeres med reception lørdag 5. august - fra klokken 11-16 - for selvfølgelig skal det fejres, at Nia og Gert Skov nu har drevet Kino i Grenaa i fire årtier. På dagen håber parret at se så mange som muligt af de ungarbejdere, som de har haft ansat gennem årene som operatører, kontrollører og til at stå for salget af billetter, slik og popcorn i kiosken.
Dem har de efterlyst i en annonce her i avisen, for selv om de godt ved, at mange af dem af gode grunde ikke er helt så unge længere og bosat andre steder end i Grenaa, så håber de, at budskabet når så mange som muligt.
Det var en kommunalt ejet biograf, som Gert Skov overtog 1. august 1983. Grenaa Kommune ville ikke ansætte dem begge, så det var Gert, der fik stillingen som leder af Kino. Men efter halvandet år fik Gert Skov overbevist Grenaa Kommune om, at det var bedre, hvis man gik fra kommunal biografdrift til forpagtning - og sådan gik det til, at parret blev forpagtere. I 1999 købte så parret biografen af kommunen.
Fra Sønderjylland til Grenaa
Nia og Gert Skov lærte hinanden at kende i det sønderjyske, hvor hendes far drev biografer. Og her søgte Gert så et job som kontrollør - og blev også siden operatør og kæreste med biografejerens datter.
De var 20 og 23 år gamle, da de rykkede teltpælene op i det sønderjyske og flyttede til Grenaa. I tre år - fra 1984 til 1987 - drev de også biografen i Ebeltoft. Den var en god forretning om sommeren, hvor der også dengang var mange gæster i byen, men vintermånederne var lange og dyre at komme igennem. Og i 1987 var det slut - og biografbygningen blev solgt til Djurslands Bank.
I en anden periode - fra juni 1994 til december 1995 - drev parret en stor biograf i Haderslev, som var ejet af Nias far, men det viste sig ikke at fungere med at drive biograf i to byer med så lang afstand. Så det blev Grenaa, at der blev satset på.
Købet af Kino i Grenaa i 1999 var betinget af, at Nia og Gert selv finansierede en ombygning, udvidelse og modernisering, så biografen fik en ny foyer, en ny kiosk og indgangsparti - samt en sal 2, som med et gjorde det muligt at vise film i Grenaa i en længere periode.
Titanic på førstepladsen
Her ved 40 års jubilæet kan parret konstatere, at det stadig er filmen ”Titanic”, der har solgt flest billetter i Grenaa - 7000. Rekorden var såmænd allerede en realitet ved 25 års jubilæet i 2008, men i mellemtiden har en ny film snuppet andenpladsen - filmen om Hvidsten Gruppen. På den måde kan man godt ærgre sig over, at der aldrig er blevet lavet en ”Titanic 2”.....
vi har overlevet det hele - og streaming klarer vi også. Jeg tror vi har set det toppeGert Skov
Biografbranchen har gennemgået en voldsom udvikling i de 40 år. Fra film på spole og risiko for knæk og hoppende billeder til digitalisering, og fra monolyd til imponerende stereo-effekter med otte kanaler i brug. Og ikke mange biografer drives som i Grenaa med ejere, som tager den fulde risiko - uden tilskud af nogen art. I de store byer er det typisk filmselskaberne, der ejer biograferne og i de mindre byer sker det på foreningsbasis og med kommunalt tilskud.
Gennem mange år er der peget i mange retninger, når der er blevet gættet på, hvad der skulle tage livet af biograferne. Først var det videomaskinerne, så var det de mange tv-kanaler direkte ind i stuerne og senest mulighederne for streaming.
»Men vi har overlevet det hele - og streaming klarer vi også. Jeg tror vi har set det toppe,« siger Gert.
Bakker op om strejke
Aktuelt er det strejken i den amerikanske filmbranche, der gør det svært at sige om 2024 bliver lige så godt et filmår som 2023 - men både Nia og Gert bakker op om, at også skuespillere med få replikker i en film skal have en anstændig løn, og de glæder sig over stjernernes solidaritet med de mindre kendte navne.
»Jeg tager hatten af for de store skuespillernavne, som aldrig i deres liv kommer til at mangle penge, er med på at støtte statister og de ukendte i den kamp,« siger Gert.
Set i bakspejlet siger parret i dag, at de nok ikke selv havde set sig som biografejere i Grenaa i så mange år, men det ændrede sig efter køb, modernisering og udvidelse.
»Siden da så vi det ikke som noget midlertidigt og vi lagde alle vores kræfter i det her i Grenaa,« siger Gert.
Han kalder de 40 år for spændende. Nogle gange lidt for spændende endda. Som biografejere arbejder man, når andre holder fri - og det kan være svært at holde fast i en vennekreds. Det er vigtigt at være synlige i butikken, så man er nødt til at være til stede
Men fra nytår åbner der sig nye muligheder, når nøglerne overdrages til datteren Vinnie og svigersønnen Jesper. Hun fortsætter på arbejdsmarkedet, mens han stopper som elektriker for at drive biograf på fuld tid.
Ser tiden an
De nye ejere har indtil videre ikke planer om de store ændringer, men har tænkt sig at se tiden an.
Og Nia og Gert siger, at for dem gælder det om at slappe af og nyde livet.
»Og passe børnebørn,« siger svigersønnen Jesper.
Vi prøvede at køre fire forestillinger på en dag - og kunne når dagen var omme se, at vi havde solgt syv billetterNia Skov
Nia glæder sig over, at deres efterfølgere har valgt at starte med, at den ene halvdel bevarer tilknytningen til arbejdsmarkedet.
»Det har vi savnet - at man kan regne med en fast indtægt - især i de perioder, hvor der af en eller anden grund ikke kommer ret mange i biografen. Det skete i år fra marts til slut juni, og det var ganske rædselsfuldt. Vi prøvede at køre fire forestillinger på en dag - og kunne når dagen var omme se, at vi havde solgt syv billetter,« siger Nia.
»Så er det ikke sjovt længere,« supplerer Gert og fortæller, at det var et landsdækkende fænomen, at folk af en eller anden grund ikke ville i biografen. Uanset hvordan det aktuelle udbud af film var - og med mange forskellige genrer repræsenteret.
Men så kom Indiana Jones
Men det ændrede sig, da den nye Indiana Jones-film kom på plakaten. Den trak folk til - også selv om den ikke var blevet lige godt modtaget af anmelderne.
»Anmeldelser betyder ikke noget for om folk vil se en film eller ej,« siger Nia.
Og Gert har altid sagt, at selv dårlig omtale er bedre end ingen omtale.
»Men vi savner tiden med Ole Michelsen til med Bogart-hatten på tv at fortælle om de nye film. Også selv om, at hvis han anmeldte en film og gav den mange Bogart-hatte, så kom der ikke nogle og så den. Måske fordi de vidste, at de ikke havde samme filmsmag som ham, men hvis bare man kendte anmelderen, var det ikke noget problem,« siger Gert.
Han siger, at det kan være meget svært at vælge og gætte på, hvilke film, der i den kommende sæson vil gå godt. Og at det ikke altid er let at få programpuslespillet til at gå op, når én film varer fem kvarter og andre over tre timer. Det var lettere i de gode gamle dage, hvor stort set alle film varede lige omkring halvanden time - og filmene blev vist klokken 19 og 21 i biograferne.
»I dag starter vi med at vise film midt på eftermiddagen, men efter klokken 20.30 er det slut. Så sent vil folk ikke ind og se en film. Efter corona så vi den ændring komme,« siger Nia.